Video : Tipsbladet
Superliga

AC Horsens lejer stopper fra Gambia

Endnu en gambisk forsvarsspiller er på plads i AC Horsens.

Hvis der er noget, AC Horsens elsker, er det tilsyneladende gambiske forsvarsspillere. Og med rette. 

Bubacarr Sanneh var en stjerne i sin tid klubben, og James Gomez er aktuelt en af de største profiler i AC Horsens.

Nu håber Den Gule Fare så, at man kan få succes med endnu en gambisk forsvarsspiller i form af Alagie Saine. Han kommer til Horsens på en lejeaftale fra Falcons FC i hjemlandet, oplyser Superliga-oprykkerne i en pressemeddelelse.  

- Alagie Saine var her i en måneds tid, og han ser meget spændende ud, så det var oplagt at hente ham herop på en lejeaftale med mulighed for at købe ham fri. Vi har tidligere med succes hentet gambiske spillere til AC Horsens, og vi tror på, at Saine kan blive en gevinst for os på den lange bane, fortæller sportschef Niels Erik Søndergaard.

Cheftræner Jens Berthel Askou fortæller i pressemeddelelsen:

- Det var vigtigt for os, at vi havde Saine til prøvetræning i et godt stykke tid, for det gav os et godt grundlag at vurdere ham ud fra, og derudover har vi fået gode referencer på ham. Han er teknisk dygtig, atletisk og en intelligent forsvarsspiller, der er god og rolig på bolden, og der sidder et godt fodboldhoved på ham, der gør ham i stand til at løse komplicerede situationer. Vi glæder os til at flytte ham yderligere og hjælpe ham med at indfri hans potentiale, som vi har gjort med andre afrikanske spillere. Heldigvis er han lærevillig og nysgerrig efter at blive bedre.

Alagie Saine, der er 19 år, kender allerede James Gomez fra Gambias U20-landshold.