Video : Tipsbladet
Premier League

Sviner Carragher til: Han bor i et glashus!

Der er ved at udfolde sig en krig mellem Liverpool-legenden og agenten Kia Joorabchian.

Et godt gammeldags drama er skudt i gang i fodboldengland. 

Dramaet har Liverpool-legenden og nuværende fodboldekspert Jamie Carragher på den ene side og stjerneagenten Kia Joorabchian, som har været med inde over flere af Evertons handler i nyere tid. 

Efter fyringen af Frank Lampard rasede Jamie Carragher over Everton ved at sige, at klubben er den i England, som styres dårligst, ligesom at ejer Farhad Moshiri har et usundt forhold til Joorabchian. 

Det gider Joorabchian ikke at høre på, og i et interview med talkSPORT raser han over Carraghers kommentarer, ligesom han selv bringer en episode frem med Carragher i centrum fra 2018, hvor den tidligere Liverpool-spiller blev filmet i at spytte mod en bil, hvor der sad en 14-årige pige i.

- Når Simon Jordan (journalist hos talkSPORT) taler, så respekterer jeg det, for han er en lærd person. I modsætning til en som Carragher, som desværre bor i et glashus, spytter ud af bilvinduer og har ingen uddannelse i forhold til sin profession, når han kommenterer, siger han, hvorefter han forsvarer sig selv ved at sige, at så mange Everton-handler har han heller ikke været involveret i.

- Jeg har været med i tre transfers til Everton under Farhads ejerskab. Richarlison, som var meget succesfuld. Bernard fra Shakhtar som kom på en fri transfer, og som ikke var en katastrofe - han gjorde det faktisk rigtig fint. Så havde vi Carlo Ancelotti, som er den eneste træner, de har taget fra mit selskab, af de anbefalede, og det er det samme, vi gør ved alle Premier League-klubber, som leder efter en cheftræner: Vi præsenterer vores klienter.

- Vi var også involveret i Anwar El-Ghazi-lånet, som var en del af Lucas Digne-transferen i et Financiel Fair Play-scenarie. Anwar kom på den måde, og desværre gik det ikke, fordi der blev skiftet træner, og her var han ikke en del af den nye træners planer.

- Jeg har haft mere travlt i andre klubber. Sidste år anbefalede jeg Vitor Pereira, og de ville have Lampard, og det var en beslutning af bestyrelsen, siger han blandt andet. 

Runde ét mellem de to er dermed overstået, og Jamie Carragher har allerede taget hul på runde to. 

På sin Twitter-profil har han nemlig kommenteret Joorabchians kommentarer:

- Kia, der er ingen grund til at blive personlig. Jeg analyserer bare din rolle i fodboldklubber! Involveret i at hjælpe Everton til bunden af Premier League. Involveret i QPR som sluttede med nedrykning. Dine indkøb i Arsenal sendte dem på ottendepladsen - nu de er væk, er de øverst. 

- Jeg bør også takke dog for din rolle i at få Coutinho til Barcelona! Det vandt Liverpool Premier League og Champions League - du er rent faktisk god for nogle fodboldklubber, skriver Jamie Carragher.

Dermed er bolden igen på Joorabchians side.