Video : Tipsbladet
Premier League

Avis: Leicester jagter endnu en dyr dansker

Efter indkøbet af Victor Kristiansen meldes Leicester nu interesseret i endnu en dansk komet.

Han spillede i Serie B i sidste sæson, men Morten Hjulmand kan potentielt snart kalde sig Premier League-spiller. 

Den 23-årige dansker, der er kaptajn for Serie A-klubben Lecce, er angiveligt et emne i Leicester. Det skriver Leicester Mercury

Ifølge lokalavisen har Leicester-cheftræner Brendan Rodgers analyseret sig frem til, at det er nødvendigt at forstærke midtbanen i løbet af transfervinduets sidste dage, hvis Leicester skal tilbage på rette spor. Klubben ligger aktuelt ét point over nedrykningsstregen. 

Rodgers udtalte sig kritisk om sit mandskab efter weekendens 2-2-kamp mod Brighton, hvor Leicester-bossen var utilfreds med pasningspillet. Ifølge Leicester Mercury ønsker Rodgers derfor at forstærke sig med spillere, der har et højere teknisk niveau. 

Ifølge Leicester Mercury er det derfor ikke utænkeligt, at Leicester forstærker sig med en midtbanespiller i løbet af de kommende dage. 

- Blandt de midtbanespillere, som City er blevet kædet sammen med i løbet af de seneste uger, er Angers' Azzedine Ounahi, Bristol Citys Alex Scott og Lecces Morten Hjulmand, skriver Leicester Mercury. 

Leicester, der allerede råder over tre danskere i form af Victor Kristiansen, Jannik Vestergaard og Daniel Iversen, skal dog formentlig betale en pæn sum, hvis de skal have fingrene i Morten Hjulmand denne vinter. 

I sidste uge skrev det italienske medie Tuttomercatoweb nemlig, at Lecce angiveligt har afvist et bud på 93 millioner kroner fra Southampton, idet italienerne kræver omtrent 150 millioner kroner for det tidligere FC København-talent.