Video : Tipsbladet
Benelux

Cheftræner om Duelund: Han skal væk

Han har været rygtet til AGF på det seneste, og i NEC Nijmegen siger cheftræneren nu direkte, at Mikkel Duelund forventes at forlade klubben i løbet af de kommende dage.

Mikkel Duelund har været rygtet tilbage til Superligaen i den seneste tid, og danskerens exit fra NEC Nijmegen ser ud til at være lige på trapperne. 

Med under fire dage tilbage af transfervinduet bekræfter den hollandske klubs cheftræner nu, at man ønsker at få Duelunds afgang på plads snarest muligt. 

- Mikkel har spillet meget lidt eller slet ikke på 10'er-positionen. Lige nu har det artet sig sådan, at han spiller på grund af Tannanes karantæne og skaden til Matsson. Ellers kunne Bruijn også have spillet der. Jeg regner med at have dem tilbage meget snart, sådan at vi kan få hans (Duelund, red.) afgang gennemført, siger NEC Nijmegen-cheftræner Rogier Meijer til Gelderlander

NEC Nijmegen må også undvære Tannane, Matsson og Bruijn i aftenens ligakamp mod Sparta, hvor Mikkel Duelund altså forventes at spille sin sidste kamp for den hollandske klub.

Mikkel Duelund har spillet fuld tid i NEC Nijmegens seneste to ligakampe, men ellers har danskeren fået minimal spilletid siden oktober. B.T. skrev i sidste weekend, at Mikkel Duelund nærmer sig en retur til AGF, som han som ungdomsspiller forlod til fordel for FC Midtjylland. 

Mikkel Duelund forlod i 2018 midtjyderne for at rykke til Dynamo Kiev, men den 25-årige dansker har siden sommeren 2021 været udlejet til NEC Nijmegen. 

Få de hotteste rygter, de største handler og seneste transfernyheder i Tipsbladets store TRANSFER-LIVE