Video : Tipsbladet
Superliga

Officielt: Brøndby IF henter Frederik Winther

Brøndby IF lejer Frederik Winther og siger farvel til Sigurd Rosted.

Brøndby IF henter som ventet den tidligere Lyngby-spiller Frederik Winther.

De blå-gule lejer midtstopperen i søsterklubben FC Augsburg, som Frederik Winther har tørnet ud for i to-et-halvt år. Aftalen gælder for resten af indeværende sæson, og der meldes ikke om nogen købsoption.

Brøndby IF oplyser samtidig, at Sigurd Rosted er rejst til Canada for at lægge sidste hånd på skiftet til Toronto FC.

- Frederik kommer ind og udfylder en vigtig plads efter Rosted. Vi kender Frederik som en venstrebenet midterforsvarer med flair for spillet fremover, og som Jesper Sørensen allerede har et rigtig godt kendskab til gennem arbejdet med U21-landsholdet, ligesom det heller ikke er hemmelighed, at vi som klub også kender Frederik godt i forvejen, siger Brøndbys fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

Frederik Winther er glad for aftalen med Brøndby IF, hvor han satser på mere spilletid, end det er blevet til i Augsburg.

- Jeg ser frem til at spændende forår i Brøndby IF. Allerede i min tid i Lyngby kendte jeg til interessen, som jeg selvfølgelig var smigret over. Og nu får jeg så muligheden for at hjælpe holdet i de næste fem måneder, hvor hver kamp er vigtig for os. Der er knap tre uger til første 3F Superliga-kamp, hvor vi skal møde AC Horsens, så nu er alt mit fokus på at komme godt ind på holdet, og så ser jeg frem til træningslejren, og ikke mindst til at møde truppen og lære dem alle sammen godt at kende, siger midtstopperen. 

Frederik Winther får nummer 4 på ryggen i Brøndby.

Få de hotteste rygter, de største handler og seneste transfernyheder i Tipsbladets store TRANSFER-LIVE