Video : Tipsbladet
Generelle

Født på Bornholm: Nu skifter han til storklub

Født og opvokset i Nexø - nu skal han spille for Besiktas.

Hvis navnet Amir Hadžiahmetović ikke lige siger dig noget, er du nok ikke alene, og navnet klinger da heller ikke just af Bornholm. Men den bosniske landsholdsspiller er både født og opvokset i Nexø på øen.

Fodboldkarrieren har bragt Hadžiahmetović langt væk fra Bornholm og til nogle store fodboldadresser. Nu skal han til karrierens hidtil største.

Efter syv år i den tyrkiske midterklub Konyaspor rykker 25-årige Amir Hadžiahmetović nemlig til topklubben Besiktas. Det meddeler sidstnævnte via sine sociale medier torsdag.

I Besiktas, der aktuelt er på fjerdepladsen i ligaen, har han fået en kontrakt frem til sommeren 2027, og klubben har angiveligt betalt i omegnen af 25 millioner kroner.

Amir Hadžiahmetović, 25 år, nåede 199 kampe for Konyaspor og scorede 17 mål og 16 oplæg. Derudover står han noteret for 21 landskampe for Bosnien-Hercegovina.

Selvom han hverken bor eller spiller for eller i Danmark, nærer Hadžiahmetović et nært forhold til Danmark. Det fortalte han blandt andet op i et interview med Tipsbladet i 2021, før han med Bosnien-Hercegovina skulle møde Danmark i en testkamp på Brøndby Stadion. Her fortalte han også, at han er Brøndby-fan.

- Siden jeg var barn, har jeg altid godt kunnet lide Brøndby IF. Jeg havde altid en eller to trøjer derhjemme. Eftersom jeg boede på Bornholm, fik jeg aldrig mulighed for at se holdet live, men jeg så dem altid på tv. Det bliver en rigtig god oplevelse for mig at spille der, sagde han i interviewet, som du kan læse her.