Video : Tipsbladet
Superliga

Andreas Cornelius med surt opstød til FCK-fans

FC København-angriberen mener, at klubbens fans bør blande sig uden om tidligere spilleres karrierevalg.

Tipsbladet i Portugal.

Andreas Cornelius drog for et halvt år siden hjem til FC København efter et succesfuldt ophold i Trabzonspor.

Samme sommer råbte og skrev FC Københavns fans også på Thomas Delaney. De skrig fortsatte gennem hele vinterens transfervindue, men i sidste ende valgte midtbanemanden at blive i udlandet.

Her har han underskrevet en lejeaftale med Hoffenheim frem til sommer. Nogle FCK-fans forstår valget, mens andre tager det som en kniv i hjertet. Andreas Cornelius deler ikke parti med nogen af de to lejre, men han opfordrer istedet til, at man passer sin egen butik.

- Jeg synes bare, at de skal blande sig udenom, siger Andreas Cornelius kortfattet til den skrevne presse i Portugal, inde han uddyber.

- Der er jo alle mulige, som har alle mulige meninger. Men det er mærkeligt at have en mening om andre menneskers liv og deres karrierevalg. Jeg tror ikke, at han har en mening om deres karrierevalg. Så vi skal bare lade være med det.

Andreas Cornelius synes dog, det kunne være hyggeligt, hvis de to FCK-drenge kunne blive genforenet i Parken igen en dag.

- Det kunne da være fedt, men det er jo heller ikke for sent. Nu har han lavet en aftale på et halvt år med Hoffenheim. Så er der jo en ny situation til sommer, siger Andreas Cornlius, som også fortæller, at han brugte januar på at lokke Delaney retur.

- Vi har talt sammen om forskellige ting i den sammenhæng, men det holder jeg bare mellem mig og ham.


To danske mesterskaber har Andreas Cornelius og Thomas Delaney vundet sammen i FC København.

Tilbage i topform
Andreas Cornelius' første halve år i FC København har ikke ligefrem været nogen dans på roser. Som oftest har man vundet de kampe, som den bomstærke angriber har været en del af, men forventningerne mangler fortsat at blive indfriet.

Skader er en stor del af forklaringen, men nu er FCK-angriberen ved at være et sted, hvor han begynder at se frem mod et begivenhedsrigt forår.

- Jeg føler mig rigtig godt tilpas fysisk. Jeg har haft godt af den her opstart, hvor man har kunnet bygge det stille og roligt op. Der har været en lang ferie, som jeg ikke har været vant til om vinteren, men det har jeg haft godt af.

- Nu synes jeg, at jeg er ved at være et sted, hvor jeg kan træne fuldstændig igennem uden at være nervøs for den ene eller den anden skade. Man kan jo altid være uheldig, men der er ikke den der følelse af, at jeg ikke kan holde til det.

Hvad er det for en 'Corner', man kan forvente i foråret kontra det efterår, du havde?

- I efteråret var jeg lidt uheldig med nogle skader, og så kom jeg aldrig rigtig helt op i gear. Men omvendt vandt vi jo, når jeg var med. Jeg tror, at jeg bliver endnu bedre, og får et bedre forløb. Jeg håber på, at jeg kan holde mig fri fra skader og være i en rytme, hvor jeg både kan spille og træne, og ikke skal doseres hele tiden.

Andreas Cornelius, 29 år, blev begrænset til blot otte optrædener i løbet af efteråret, hvor han scorede to gange i pokalturneringen mod Thisted FC. Han har endnu til gode at score i Superligaen efter sit comeback.

Det er tredje gang i karrieren, at landsholdsangriberen er på kontrakt i FC København. I Superligaen er det blevet til 46 scoringer i 130 kampe, hvilket har kastet tre danske mesterskaber af sig. Fire pokaltitler er det også blevet til.

Foto: Lars Rønbøg/Getty Images.