Video : Tipsbladet
Superliga

Selvsikker Falk: Sådan er vi rigtigt giftige

Midtbanespilleren er godt tilfreds med, hvor hovedstadsklubben er i øjeblikket.

Selvtilliden fejler ingenting i FC København i øjeblikket. 

Og det er til at forstå. Kigger vi på københavnernes tre første betydende kampe i foråret, er de alle blevet vundet uden at indkassere mål. 

Spørger du Rasmus Falk, har han et bud på, hvorfor Jacob Neestrups maskine kører så godt i denne periode. 

- Vi har fundet et stærkt fundament i holdet og den måde, vi spiller på, siger Superliga-stjernen til FC Københavns hjemmeside og fortsætter: 

- Vi er rigtigt giftige, når kombinationerne flyder, og vi er rigtigt svære at skabe chancer mod, når vi har perioder, hvor vi skal forsvare lidt mere. 

- Det giver en stor ro og stabilitet i vores præstationer, at vi både kan vinde kampe som den i Silkeborg, hvor vi er mindre i boldbesiddelse og kampe som den mod AaB, hvor vi har bolden meget og skaber mange chancer. 

Rasmus Falk og kompagni skal i aktion igen søndag aften, når OB gæster Danmarks hovedstad. 

Her vil der igen være mennesker på tribunerne i nationarenaen, og det sætter midtbanespilleren pris på. 

- Det er mega fedt, at der kommer så mange. 

- Jeg har efterhånden spillet her i mange år, og derfor har jeg også virkelig kunne se og mærke den udvikling, der er sket. Det er bare federe at spille kampe, når der altid er mange på tribunerne i Parken. Det giver os energi og lægger tryk på modstanderne, så vi glæder os bare til at komme i kamp igen. 

I skrivende stund er FC København seks point efter FC Nordsjælland, der topper Superligaen.