Video : Tipsbladet
Rygter

Medie: Frendrup kan få dansk holdkammerat

Morten Frendrup kan få sig en dansk legekammerat i Genoa til næste sæson.

Den tidligere Brøndby-dreng Morten Frendrup har stor succes i italienske Genoa, der i øjeblikket kæmper en brav kamp i toppen af Serie B for at vende tilbage til det fineste selskab i Italien.

Skulle den mission lykkes, og Genoa rykker op, så skal holdet forstærkes til næste sæson, og her kan klubben vende blikket mod en dansker.

Således skriver det italienske medie Calcioline, at Genoa følger Philip Zinckernagel tæt, og at man godt kan finde på at intensivere jagten henover sommeren. 

Zinckernagel er i øjeblikket ejet af Olympiakos, men lejet ud til Standard Liége. Det ligner, at han vender retur til Grækenland efter sæsonen, og han bør være tilgængelig for tre millioner euro, melder mediet. 

Genoa håber angiveligt at kunne lokke Zinckernagel med Serie A-fodbold, men for at et eventuelt skifte kan blive en realitet, så er man nødt til at rykke op.

Lige nu har man et enkelt point ned til Bari på tredjepladsen i den næstbedste italienske række, så en oprykning kan bestemt ikke tages for givet.