Video : Tipsbladet
Generelle

Løgn og PR: De må tro vi er idioter

LEDER: Tipsbladets chefredaktør giver ikke meget for PR-spillet og løgnene, der omgiver spillet om Manchester United og fodboldverdenens magthavere.

Hvis vi troede, tsunamien af kritik før og under VM ville tage modet fra fodboldsultne diktaturer som Qatar, tog vi grueligt fejl.

Overraskende er det måske ikke.

Men trist er det at se drømmen om at købe Kylian Mbappé og muligheden for at få sin egen sukkerfar overskygge, at fodboldspillet bliver mere spaltet og ødelagt for hver gigantisk klubhandel.

Denne gang er det Manchester United, der er objekt for Qatars regimes store købelyst.

Om det lykkes, eller om to af Glazer-brødrene i virkeligheden forsøger at skaffe sig af med resten af familiemedlemmerne i fodbold-investeringen, er underordnet.

Som i Manchester City, Chelsea og en lang række andre klubber køber man som ejer en stor del af fangruppens loyalitet, og i Qatars tilfælde sker det endda her længe før, at aktierne har skiftet hænder og sagtens kan ende med ikke at gøre det.

Qatar og landets PR-eksperter forsøger sig selvsagt med en historie om, at det er en selvstændig forretningsmand, der er ved at købe United.

Det er god humor og selvironi i et land, hvor man dårligt nok kan åbne en isbutik uden at have mindst et højtstående medlem af kongefamilien med på bagsmækken.

Eller, det ville være det, hvis ikke millioner af United-fans sluger maddingen råt og hjemme i stuen og på sociale medier forsvarer den mulige ny ejer og Qatar mod alt, der bare dufter en smule kritisk.

Lur mig, om ikke Qatars VM i næste uge bliver hyldet som det bedste nogensinde af fodboldens kransekagefigur Gianni Infantino, når han skal genvælges uden modkandidat som FIFA-præsident indtil 2027.

Spillet rådner fra toppen, men at Qatar vinder PR- og magtkampen så eftertrykkeligt og kan få nøglerne til selveste Manchester United om få uger overgår alligevel min fantasi.

Apropos fantasi: Tænk at Saudi-Arabien har overhalet Qatar indenom som sportswasher Numero Uno så eftertrykkeligt, som man har.

Snakken forud for FIFA’s kongres går på Saudi-Arabiens chancer for at blive VM-vært i 2030 eller 2034, og landets navn er smurt ud over alle FIFA-turneringer med et sponsorat fra landets turistbureau.

En aftale, der selvfølgelig er lige så statskontrolleret som Al-Nassrs Cristiano Ronaldo-køb.

Saudi-Arabiens diktatur har ikke en brøkdel af Qatars finesse.

Det er tragikomisk at se Saudi-Arabiens turistbureau som sponsor af kvinde-VM i Australien i næste måned, mens kvindelige aktivister sidder fængslet uden fair rettergang i et af de mest undertrykkende diktaturer i verden.

Men topmålet er alligevel retsdokumenter fra USA, hvor Saudi-Arabiens investeringsfond og deres jurister hævder i en retssag, at man som ejer af pirat-golfturneringen LIV Golf bør være undtaget fra aktindsigt, fordi man er statsejet, og at Newcastle-formanden Yasir Al-Rumayyan er minister i Saudi-Arabien.

Der må være nogen, der har skidt i nælderne i processen, for det modsiger direkte Saudi-Arabiens åbenlyst uærlige fortælling om, at staten intet har med den daglige ledelse og købet af Newcastle, der tog to år og en pokkers masse politisk pres på Boris Johnsons daværende regering at få på plads.

Det er, som om diktaturerne ikke rigtig orker at skrue bare nogenlunde troværdige røverhistorier sammen, når de opkøber verdens største fodboldklubber og spillere eller byder på værtskabet til verdens største turneringer. De må tro, vi er idioter.

Det suser og stormer omkring Saudi-Arabiens ejerskab af Newcastle, fordi løgnene er så tykke og grove, at fodboldmyndighederne er nødt til at signalere, at de tager sagen alvorligt. Men dybere konsekvenser får sagen ikke i en fodboldverden, hvor eliten har udviklet en afhængighed af ressourcer fra diktaturer. Og som du kan læse mere om inde i Tipsbladet, har den saudiske overtagelse på lange stræk virket efter hensigten: Fansene jubler.

Til præsidentvalget på torsdag i næste uge vil langt de fleste lande stemme for Gianni Infantino, Qatar, Kina og ikke mindst Saudi-Arabiens bedste ven.

Nogle få lande som Norge og Danmark undlader at stemme, og nordmændene og deres modige fodboldforkvinde, Lise Klaveness, kommer til at bringe fodboldfamiliens pis i kog med et programpunkt, hvor man skal diskutere kompensation for migrantarbejdere i Qatar.

Men hvorfor gør man ikke mere modstand i Norden og Europa? Hvorfor tager man ikke klubejerskaberne op, nu hvor de gør så mange ræd for fodboldens fremtid, også helt oppe i toppen af europæisk fodbold?

Års klub- og forbundssamarbejde med især Qatar har givetvis været med til at korrumpere og undergrave sammenholdet, men det gør det ikke mindre trist at se på.

Ja, end ikke en stor skandale om millionbestikkelse til EU-politikere for at tale Qatars sag får nogen til at indse, at Qatar selvfølgelig ikke skal have lov at købe Manchester United, ikke skal sidde med posten som præsident for European Club Association eller alle de andre måder, diktaturer misbruger og udnytter fodbold.

Nok burde for længst have været nok, og jeg er bange for, de næste uger bare yderligere understreger, i hvor stor fare fodbold er.