Video : Tipsbladet
Skandinavien

Klubber sværmer om dansk klub-boss: Afviser skifte

Dansk klub-boss har haft muligheden for at forlade sin klub denne vinter, men han har takket nej til interessante tilbud.

Da danske Jimmi Nagel Jacobsen skiftede til norske Brann i sommeren 2021, gik der ikke mange måneder, før klubben rykkede ud af den bedste norske række.

Danskeren var under pres, og der var også folk, der ikke talte så pænt om sportschefen, der har en fortid som sportschef i Esbjerg fB og også tidligere har arbejdet som agent.

Men han og Brann har vendt de tunge resultater, og i stedet for mørke skyer skinner solen nu over den meget smukke by Bergen, hvor lortesager som spillerfest på klubbens stadion er skiftet ud med Brann-oprykning, seriøsitet og interesse for både spillere og ledere.

Jacobsen har været en nøglemedarbejder, og flere klubber i Skandinavien har ifølge Adressaavisen haft snøren ude efter Jimmi Nagel Jacobsen.

Men den norske klub kan se frem til at have gavn af danskerens kvaliteter i den kommende sæson, der starter om en måneds tid i Norge.

- Der har været henvendelser, bekræfter Jimmi Nagel Jacobsen til Adressaavisen:

- Efter en sæson som den, vi havde, er det klart, at der er interesse for både spillere og ledere. Det sker i alle klubber.

- Vi har gang i noget godt, og jeg glæder mig til sæsonen, vi skal i gang med, siger danskeren, der også fastslår, at han er i Brann i denne sæson:

- Det gør jeg. Jeg er glad for at være her.

Brann smadrede den næstbedste norske række i sidste sæson, hvor man endte med at vinde ligaen med 23 point ned til nummer to, Stabæk. Klubben tabte bare én af 30 ligakampe og endte med at vinde 26 kampe i sæsonen.

Jimmi Nagel Jacobsen er ikke den eneste dansker i klubben - også Svenn Crone, Japhet Sery Larsen og Frederik Børsting er at finde i klubben fra Bergen.