Video : Tipsbladet
Superliga

Bo Henriksen om FC Midtjylland: Det er sørgeligt

FC Midtjyllands tidligere cheftræner Bo Henriksen følger med blødende hjerte udviklingen på Heden.

Du kender sikkert følelsen af et brud med en kæreste. Du kender sikkert også den der - lidt smålige - følelse, der kan opstå efterfølgende. Følelsen af, at nu handler det om at signalere til omverdenen, at man er kommet godt videre. Og for alt i verden bedre end ens ekspartner. 

Hvis FC Midtjylland og Bo Henriksen var i et forhold, er det indiskutabelt sidstnævnte, der er kommet bedst videre efter bruddet.

Hvor Bo Henriksen har landet et nyt job i FC Zürich og har succes i alpelandet, er FC Midtjylland i krise, og tirsdag forliste forholdet med Albert Capellas, der blev hentet ind som Bo Henriksens afløser. Spanieren blev fyret efter 25 kampe. 

De fleste vil nok godt kunne forstå, hvis Bo Henriksen dybt inde føler en lille smule skadefro, men den tidligere FC Midtjylland-træner forsikrer, at det på ingen måde er tilfældet. Tværtimod lider han med sin kriseramte eksklub.

- Jeg er ked af det på en kollegas vegne over, at han er blevet fyret, og så tænker jeg på de mennesker, som jeg har haft min daglige gang sammen med. Det er fantastiske spillere, og det er mine drenge. Det er spillere, jeg har brugt rigtig meget tid på og har dannet nogle fede relationer til. Det er aldrig sjovt at se, når noget ikke går godt. Det er sørgeligt, siger Bo Henriksen til Tipsbladet og fortsætter:

- Af de 12 markspillere, som spillede mest for mig sidste år, er 10 af dem stadig tilbage, og jeg synes, FC Midtjylland har et fornuftigt fundament. Det er også en klub med en god kultur, så det er kedeligt for mig at se. 

- Jeg havde så mange fede oplevelser i FC Midtjylland. Jeg havde jo aldrig vundet noget, før jeg kom til klubben, og vi nappede pokalen i sidste sæson. Det er kæmpe stort i min erindring, at vi præsterede det sammen, og holdet er jo tæt på identisk med det, der lige nu har det svært. 

Skulle FC Midtjylland bare have beholdt dig?

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, det var en forkert beslutning, men det valgte de at gøre, og det er fair. Nu er jeg i Zürich og er kommet godt videre. Det har været den bedst mulige skilsmisse. Jeg har også noget at takke FC Midtjylland for i forhold til det fede job, jeg har i dag. 

FC Midtjylland har endnu ikke udpeget en ny cheftræner, så det er Niels Lodberg, der styrer tropperne mod Silkeborg IF på søndag. 

- Jeg hentede Lodberg ind som assistenttræner i AC Horsens, så han har jo lært fra den bedste, siger Bo Henriksen med et grin og tilføjer mere alvorligt:

- Jeg er ikke i tvivl om, at FC Midtjylland nok skal komme tilbage, men det er i sidste ende et spørgsmål om kultur. Jeg under dem alt det bedste, og at de laver et lille mirakel og kommer med i top seks. 

Bo Henriksen blev fyret i FC Midtjylland i juli sidste år og forlod klubben med et pointgennemsnit på 1,89. Albert Capellas' snit på Heden var 1,32.