Video : Tipsbladet
Champions League

Benzema sikrer ny Real Madrid-sejr over Liverpool

For anden gang på tre uger vandt Real Madrid over Liverpool og sendte sidste sæsons finalist ud.

Liverpool skulle bruge et mindre mirakel for at gå videre fra ottendedelsfinalen i Champions League mod Real Madrid efter et nederlag på 2-5 i første kamp på Anfield.

Men i stedet endte onsdagens kamp i endnu en skuffelse for englænderne, der måtte rejse hjem fra Santiago Bernabeu i Madrid med et nederlag på 0-1.

Spanierne vadede i store chancer, men først med ti minutter igen blev det endegyldigt afgjort, da Karim Benzema scorede et af karrierens nemmeste mål.

Samlet går de forsvarende mestre videre fra gentagelsen af sidste sæsons finale med 6-2.

Liverpool-manager Jürgen Klopp havde satset stort ved at smide fire offensive kort på bordet fra start.

Med Darwin Nuñez, Mohamed Salah, Diogo Jota og Cody Gakpo på banen samtidig skulle der tryk på kedlerne, men gæsterne havde mere travlt med at forsvare sig.

Real Madrid udnyttede sit åbenlyse overtag på midtbanen og spillede sig til flere gode muligheder, som kunne have sørget for en spansk pauseføring.

Havde det ikke været for en flot sprællende Alisson Becker i Liverpool-målet, havde Vinícius Júnior bragt værterne på 1-0 efter et lille kvarter, men brasilianeren brændte i duellen med sin landsmand.

Fem minutter senere var franske Eduardo Camavinga tæt på med smukt langskud, men overliggeren var i vejen, og igen var marginalerne med Liverpool.

Real Madrid-defensiven var ikke usårlig, og Liverpool spillede sig da også til sporadiske chancer, men spanierne virkede generelt til at have begivenhederne under kontrol.

Igen i anden halvleg var Alisson stort set ene om at bevare Liverpools håb om avancement, men for at gnisten for alvor kunne tændes hos gæsterne, skulle der et mål til.

Det kom ikke. Klopps tropper ledte forgæves efter løsningerne, og i stedet satte Benzema to streger under den samlede spanske sejr.

Angriberen var på pletten efter passivt forsvarsspil fra Virgil van Dijk og sparkede nemt Vinícius Júniors flade oplæg i nettet.

Benzema tog sig i samme sekvens til anklen og lod sig kort efter udskifte. Billetten til kvartfinalen var dog ikke i fare.

/ritzau/