Video : Tipsbladet
Premier League

Forrygende Nissen: Scorer efter blot 18 sekunder

Ovenpå tre besværlige måneder i Leeds for Rasmus Nissen Kristensen var der omsider succes for danskeren.

Leeds-danskeren Rasmus Nissen Kristensen kom lørdag for første gang på måltavlen i Premier League.

Den 25-årige forsvarsspiller blev matchvinder, da Leeds på udebane slog Wolverhampton med 4-2.

Danskeren scorede det vigtige og afgørende mål til 3-0, umiddelbart efter at han var blevet sendt på banen et kvarter efter pausen.

Blot 18 sekunder skulle Rasmus Nissen Kristensen bruge, da han straks efter sin indskiftning løb med frem, efter at gæsterne fra Leeds var blevet tildelt et indkast.

Jack Harrison fik sendt bolden over ved bageste stolpe, hvor Wolves-spilleren Jonny i første omgang fik fat i den.

Danskeren brugte sin gode fysik til at få fat i bolden, tog herefter et træk forbi Wolves-forsvareren Max Kilman, inden han med et fladt skud tordnede bolden i mål til stor jubel for gæsterne.

Rasmus Nissen Kristensen startede senest inde på banen for Leeds i Premier League 28. december i et nederlag til Manchester City. De seneste tre måneder er han primært blevet brugt i FA Cuppen.

Den sparsomme spilletid er formentlig også årsagen til, at landstræner Kasper Hjulmand tidligere på ugen så bort fra Nissen Kristensen, da han udtog sit hold til de kommende landskampe i EM-kvalifikationen.

Højrebacken er i gang med sin første sæson i Leeds, efter at han sidste sommer blev hentet i østrigske Red Bull Salzburg.

Wolverhampton fik efter dansker-scoringen reduceret to gange, inden Rodrigo syv minutter inde i overtiden gjorde det til 4-2 for Leeds.

Værterne fra Wolverhampton måtte spille kampen til ende med blot ni spillere, da både Jonny og Matheus Nunes blev udvist i slutningen af anden halvleg.

Leeds rykker med sejren en smule væk nedrykningspladserne og har 26 point på 14.-pladsen. Det er dog tæt i bundstriden, og der er blot to point ned til holdene under nedrykningsstregen.

/ritzau/