Video : Tipsbladet
Superliga

Lössl i vildt angreb på dommer: Helt sindssygt

FC Midtjylland-målmand Jonas Lössl langer hårdt ud efter dommer Sandi Putros i et opsigtsvækkende interview.

FC Midtjylland troede, de havde vippet Brøndby IF og Silkeborg IF af pinden og snuppet en billet til mesterskabsspillet, da Juninho i tillægstiden af søndagens opgør mod Silkeborg gjorde det til 4-3, men Sandi Putros og hans dommerkollegaer slukkede den midtjyske drøm.

Efter et VAR-tjek blev målet annulleret for offside, og så endte FC Midtjylland og Silkeborg med sorteper, mens Brøndby IF kunne juble over en plads i top seks trods nederlaget i Farum. 

Og det er til stor frustration for FCM-keeper Jonas Lössl, der går benhårdt til angreb på dommer Sandi Putros. 

- Det klinger jo hult, når man ikke er kommet i top seks, at stå og skyde skylden på alle mulige andre, for det er ikke andres skyld, men det var simpelthen ikke værdigt, hvad han leverede i dag. Han mistede fuldstændig grebet om kampen, siger Lössl til TV3 Sport og tilføjer:

- Han dømte forkert i nogle meget afgørende situationer, og jeg føler, vi er blevet decideret dømt imod i dag - især omkring det sidste mål. Jeg blev klart skubbet væk af en spiller, som ikke havde fokus på bolden. Jeg er helt brændt af. Der er også flere hjørnespark, der går imod os.

- Jeg synes, det er sindssygt. Jeg synes, det mest sindssyge er, at når man så går til ham og taler med ham, er der ikke noget indblik. Heller ikke, når man går roligt hen til ham. Det ved jeg godt, at jeg ikke gjorde til sidst, men da havde jeg simpelthen fået nok. Det er simpelthen for ringe. 

- Jeg tager ansvar for vores sæson. Det er den, der er skyld i, at vi skal kæmpe om det. Men han er skyld i, at vi ikke er med (i top seks, red.) nu.  

FC Midtjylland sluttede grundspillet på ottendepladsen.