Video : Tipsbladet
Bundesliga

Lindstrøm-skifte på vej? Kan tangere pris-rekord

Der er godt med interesse for Jesper Lindstrøm, der tilsyneladende kan nærme sig et stort skifte til sommer.

Jesper Lindstrøm har fået slået sit navn godt og grundigt fast i Tyskland med sine præstationer for Frankfurt, og nu lader det til, at den vævre tekniker kan være på vej mod en større adresse.

Det skriver det tyske medie Sport Bild.

Her bliver der peget på, at Lindstrøm er interesseret i at forlade sin klub. Særligt hvis det ikke lykkes for dem at kvalificere sig til en europæisk turnering i den kommende sæson. I øjeblikket er klubben placeret på sjettepladsen, der giver adgang til Conference League-kvalifikationen.

Det forlyder endvidere, at det er klubber som Arsenal, Liverpool, Dortmund og italienske topklubber, der skulle holde øje med, hvordan det går den 23-årige spiller.

Prisen på Lindstrøm betyder desuden, at han vil komme op som en af de dyreste danskere nogensinde, hvis den bliver indfriet. Den lyder på 225 millioner kroner. Det vil svare til det samme, som Lyon betalte for Joachim Andersen, da han skiftede fra Sampdoria i 2019.

Lindstrøm har kontrakt med Frankfurt frem til sommeren 2026.

Tilbage i 2021 skiftede han til den vesttyske klub fra Brøndby, hvor der efter sigende blev betalt 50 millioner kroner for ham.

Senest er danskeren blevet ramt af en skade, og derfor er han ikke med på det landshold, som er samlet i øjeblikket. I stedet har den tyske klub overvejet, hvorvidt de skulle operere ham. Læs mere om det her.