Video : Tipsbladet
Skandinavien

Forkert træner sendt til FCM: Det var mærkeligt

Hele spillet omkring Per Mathias Høgmo var dog en spændende oplevelse, erkender BK Häckens sportschef, Martin Ericsson.

Thomas Thomasberg er ny cheftræner i FC Midtjylland, men flere gange pegede pilen på BK Häckens mestertræner Per Mathias Høgmo. Nordmanden blev endda meldt på plads på Heden på selve dagen, hvor FC Midtjylland skulle offentliggøre sin nye træner. 

Den nyhed blev dog lynhurtigt afmonteret, hvorefter Thomas Thomasberg blev meldt som ny træner.

Den episode sætter BK Häckens sportschef, Martin Ericsson, nu ord på i et interview med Fotbollskanalen.

- Det var en spændende oplevelse ud fra den kommunikation, der nu var. Det tror jeg aldrig, at jeg har oplevet før. Normalt er det sandt, det medierne skriver, men i dette tilfælde vidste vi, at det ikke var. Det var en mærkelig oplevelse mere end noget andet. 

Var oplysningerne helt ude af det blå? 

- Hmm, nej. Jeg henviser til den dag, hvor det blev annonceret, at nogen er klar, men i dette tilfælde vidste jeg, at han ikke var det, siger den tidligere Brøndby- og AaB-spiller, som dermed også bekræfter, at interessen fra FC Midtjylland var reel.

Han og Per Mathias Høgmo havde en åben dialog, da rygterne var størst. Ericsson vil ikke ud med, hvad de to har talt om, men han erkender, at det giver mening, at Høgmo er i rampelyset på grund af de stærke resultater, han har leveret for BK Häcken, der vandt Allsvenskan i sidste sæson. 

Det blev Høgmo også belønnet for i starten af året, da han forlængede sin kontrakt med klubben til slutningen af 2024.