Video : Tipsbladet
Premier League

Erik ten Hag med markant hyldest til Eriksen

Erik ten Hag slår fast, at Christian Eriksen har været voldsomt savnet i Manchester United. Hollænderen forventer snart at se Eriksen tilbage på banen.

Christian Eriksen har ikke været på banen for Manchester United siden slutningen af januar på grund af en ankelskade, men "De Røde Djævle" har klaret sig aldeles fremragende uden den danske kreatør - hvis man lige ser bort fra blamagen mod Liverpool.

Det betyder dog ikke, at Christian Eriksen ikke er savnet på Manchester United-mandskabet. Det fastslår storklubbens cheftræner Erik ten Hag i et interview med Viaplay.

Han forventer, at Christian Eriksen kan gøre comeback i løbet af de kommende to-tre uger.

- Det går rigtig godt. Han er godt på vej tilbage. Han havde en fantastisk sæson før den forfærdelige tackling. Det var en forfærdelig skade, som har holdt ham ude i lang tid. Det har været en skam, for han er vigtig for det her hold med sine fantastiske afleveringer og positionsspil, siger Erik ten Hag og fortsætter:

- Ingen kan slå den sidste aflevering som ham. Det har været svært at miste en spiller, der havde så stor indflydelse på vores spil, så vi er glade for, at han snart er tilbage. 

Christian Eriksen skiftede til Manchester United forud for denne sæson, og han nåede at spille 31 kampe, før han blev skadet. Den danske stjernespiller er noteret for to mål og ni assists.

Hvis Erik ten Hags prognose holder, kan Christian Eriksen meget vel gøre comeback i Europa League-braget mod Sevilla eller i Premier League-kampen mod Nottingham Forest den 16. april.