Video : Tipsbladet
Superliga

Serie A-klub så nærmere på Superliga-spillere

Der var besøg fra flere udenlandske klubber på stadion søndag, da FC Midtjylland var gæster i Østjylland hos AC Horsens, herunder en italiensk klub.

Søndag eftermiddag fik FC Midtjylland og Thomas Thomasberg en tredje sejr ud af fire mulige i nedrykningsslutspillet, hvor midtjyderne er klare favoritter til at blive syver med OB som den eneste oplagte rival til pladsen.

Den plads kunne de i det midtjyske godt tænke sig at havne på, så de i en playoffkamp mod nummer tre eller fire (alt efter udfaldet af pokalturneringen) fra medaljeslutspillet kan tage Danmarks sidste kvalifikationsplads til Conference League i juli.

Et af incitament for især forretningsdelen af FC Midtjylland er at runde sæsonen så godt af som muligt, så man står godt på sommerens transfermarked, hvor der skal hentes nye spillere til, mens klubben håber på at gøre Gustav Isaksen til det største salg, siden klubben blev til i 1999.

Søndag kom Isaksen på tavlen midt i 2. halvleg, men de udenlandske opkøbere, der var til stede i Horsens, er næppe blandt favoritterne til at hente forwarden.

Således skal Serie A-klubben Torino ifølge Tipsbladets oplysninger have været på stadion sammen med Nijmegen fra Æresdivisionen, og ud over det var en anden klub fra Hollands bedste række og et par klubber uden for Tysklands bedste selskab have været til stede.

Torino kan i teorien godt byde sig til i kampen om Isaksen, hvis klubben står på tæer og er villig til at finde et beløb, som da man hentede Simone Verdi i Napoli for tre år siden eller målfarlige Ciro Immobile, som Torino hentede i 2013 for over 100 millioner kroner, hvorefter Immobile fik sit helt store gennembrud.

Det er dog mere sandsynligt, at der skal større klubber i Serie A end Torino til for at få en Gustav Isaksen-handel, mens FC Midtjylland håber på at få Premier League-klubber på banen, hvilket vil presse prisen i vejret.

I et mere menneskeligt prisleje end Isaksen finder man spillere som Armin Gigovic og Kristoffer Olsson, der er lejet af henholdsvis Rostov og Anderlecht, FCM's brasilianere Júnior Brumado og Paulinho, der var tilbage i startopstillingen søndag.

Hos AC Horsens har James Gomez og Moses Opondo gennem sæsonen gjort sig positivt bemærket, selvom resultaterne siden første halvdel af grundspillet ikke har været som ønsket hos oprykkerne.