Video : Tipsbladet
Rygter

Målsluger tjener kassen - skal han til Brøndby?

Brøndby IF er angiveligt en af mange klubber, som er ude efter yderst velbetalt angriber.

CV'et bugner med meritter hos sydafrikanske Percy Tau.

Premier League-kampe for Brighton, to sydafrikanske mesterskaber, topscorer i den sydafrikanske liga og årets spiller i Royal Union SG er nogle af bedrifterne hos angriberen, der lige nu er på kontrakt i den egyptiske storklub Al-Ahly.

Her har 29-årige Percy Tau gang i en rigtig god sæson, hvor han efter skadesproblemer har en stor aktie i semifinalepladsen i den afrikanske Champions League.

Hans præstationer har fået flere klubber til at snuse til en mulig sommerhandel ifølge mediet FARPost. De skriver, at FC Utrecht har forhørt sig, mens Anderlecht, Brøndby IF, Al-Hilal og Mamelodi Sundows også følger ham.

Ifølge Tipsbladets oplysninger er der dog et stort problem, hvis mange af de europæiske klubber har en våd drøm om at hente Percy Tau. Hans løn er helt enorm, og det er ikke mindst på grund af meget lave skatter i Egypten.

Som Tipsbladet forstår det, tjener han knap 14 millioner kroner netto om året i Al-Ahly. Læg dertil at hans egyptiske arbejdsgiver forlanger en stor sum ved et salg, da de ikke ønsker at miste ham.

- FC Utrecht har taget kontakt til hans bagland for at finde ud af, om der er interesse hos spilleren. Den eneste udfordring er, at Al-Ahly er ekstremt glade for ham og ikke vil sælge, lyder det fra en kilde tæt på Percy Tau ifølge FARPost.

Laver man regnestykket, bør han være langt udenfor Brøndbys rækkevidde, da de slet ikke er i nærheden af den slags lønninger. Det er langt mere sandsynligt, at saudiarabiske Al-Hilal har pengene, som kan tilfredsstille Percy Tau og Al-Ahly.

Man kan sagtens forestille sig, at Brøndby IF synes, han ser spændende ud, men interessen har næppe udmyntet sig i en egentlig snak om offensivspillerens og Al-Ahlys økonomiske krav. 

Omvendt kan Mamelodi Sundows ligesom Al-Hilal diske op med pæne summer, hvilket de også prøvede i januar, hvor Al-Ahly afviste deres forsøg på at hente Percy Tau, skriver FARPost.

I denne sæson har angriberen leveret syv mål og fire assister. Han har dog været plaget af skader, men på det seneste har han for alvor genfundet storformen i den afrikanske Champions League.

Kontrakten med Al-Ahly udløber næste sommer.