Video : Tipsbladet
Superliga

Blev kaldt Komiske Ali: Det interesserer mig ikke

AC Horsens-træner Jens Berthel Askou svarer Stig Tøfting og andre eksperter igen.

- Vi har lige hørt Jens Berthel Askou komme med kommentarer om, at de tror på sig selv, og at de træner godt, og det har vi jo hørt i noget tid efterhånden. Jeg kan skidegodt lide Jens Berthel Askou, og der er ikke noget i det, men det er lidt som at høre på Komiske Ali. Det er den samme sang, der kommer hver gang. Jeg ser ikke, at der sker nogle ændringer i noget som helst.

Sådan sagde fodboldekspert Stig Tøfting til Viaplay, da AC Horsens havde tabt til FC Midtjylland 3-1 den 14. maj, og siden har man også lidt et sent nederlag til Silkeborg IF.

Der er altså bare to kampe tilbage for AC Horsens at redde sig i, og selv om Stig Tøfting ikke lader til at have meget tro på, at østjyderne kan redde sig, er troen stadig stor i AC Horsens, der fredag møder OB på udebane, og som i den sidste runde tager imod Lyngby Boldklub på hjemmebane.

Det fortæller træner Jens Berthel Askou til Tipsbladet.

- Vi glæder os helt sindssygt. Det er ikke finaler, men det er som playoffkampe. Vi skal ud og have point, siger cheftræneren, der også har en reaktion på Stig Tøftings kommentar.

Svært forår skal kulminere med overlevelse
Inden skal man dog forstå AC Horsens' situation.

Klubben har blot formået at få fem point i dette forår, efter man i efteråret fik langt mere end forventet.

Dermed er "Den Gule Fare" trukket helt ind i nedrykningskampen og skal i de sidste to kampe have flere point end AaB og samtidig maksimalt to mindre end Lyngby Boldklub for at redde sig.

Den situation kunne det bestemt tænkes, at ACH havde købt inden sæsonen, men da man gik på julepause efter 17 runder med otte point til nedrykningsstregen, havde man nok håbet på mere nu.

Men summa summarum er, at Horsens ligger i nedrykningskampen og har to runder til at klare sig.

- Jeg har spillet i mange klubber og været træner i klubber, hvor det ligger mellem det ene og det andet. Det har jeg prøvet mange gange. Det sjoveste er trods alt at spille med omkring, hvor man realistisk maksimalt kan præstere til, og i perioder kan man lidt mere, som vi kunne i efteråret. I efteråret havde vi en periode, hvor vi præsterede til mere end det, man kan forvente, og nu har vi præsteret lidt under. Samlet set ligger vi der, hvor vi burde. For Horsens er det vel til par, siger Jens Berthel Askou.

For at blive i Jens Berthel Askous golfterminologi har han og AC Horsens to huller tilbage til at finde ud af, om man klarer cuttet og også spiller med i den bedste række i næste sæson.

- En klub som AC Horsens med de ressourcer, vi har, vil altid ligge på et knivsæg af, om det bliver det ene eller det andet med den konkurrence, der er i Superligaen efterhånden. Tipper vi den til den rigtige vej og lander på den rigtige side, så har vi overpræsteret og gjort det fantastisk. Lander vi på den forkerte side, har vi skuffet i forhold til vores målsætning og drømme, men så har vi vel dybest set levet op til det, vi investerer.

- Men alligevel vil det (nedrykning) være en skuffelse og en fiasko, og det har store konsekvenser for den enkelte spiller, folk i klubben og klubben generelt. Så er der et hold, der skal bygges op igen, som man nogle gange skal. Kunne jeg bare sige et eller andet eller gøre noget anderledes "så er det nu, vi skal vinde", og så stepper de op. Sådan fungerer det jo ikke.

- Det handler om at finde drive og energi og nogle positive ting i det, vi gør, og så hele tiden være nøgterne i det, vi gør, som Kent Nielsen hele tiden siger. Vi skal tro på, at de der få procenter, vi måske kan arbejde i den rigtige retning fra uge til uge, er det, der tipper kampen til vores fordel mod Odense. Nu har vi spillet tre ekstremt tætte kampe mod OB, hvor vi har tabt den ene og spillet to uafgjorte. Og det var den, vi tabte, som det nok var mest ufortjent, at vi ikke fik tre point i. Sådan er fodbold.

- Sådan er det ofte for dem, der har færrest point. Der vil de tætte kampe over tid oftest falde ud til den forkerte side, men vi arbejder benhårdt på at blive bedre og få folk i en bedre forfatning. Vi har haft vigtige spillere, der er kommet tilbage på vores hold i de seneste uger, og det pynter. Det kan jeg jo se i dagligdagen. Og så klør vi på og bliver ved med at bevare optimismen og roen. 

- Det er også vigtigt for mig som leder, at de ikke ser en, der kun er følelser og bævrer, fordi nu er mit job på spil. Det er det jo i princippet hele tiden. Det lærer man at leve med i den her brance, siger Jens Berthel Askou.

Giver ikke meget for Stig Tøfting-kommentar
Stig Tøftings kommentar faldt som tidligere nævnt efter FC Midtjylland-opgøret, hvor AC Horsens endte med at tabe 1-3. Siden fulgte et nederlag på 0-1 mod Silkeborg IF, hvor midtjyderne scorede i dommerens tillægstid.

Ligegyldigt hvad fylder det ikke hos Jens Berthel Askou, at han er blevet sammenlignet med Komiske Ali af "Tøffe" for at tale om, at østjyderne træner godt i en periode, hvor resultaterne er dårlige.

- Man skal være lidt mere forfængelig, end hvad jeg er, i forhold til hvad alle andre synes. Specielt nogle hvis meninger jeg ikke vægter ret højt. Jeg har ikke set hans udtalelser eller interview, for det interesserer mig ikke.

- Vi kunne også lade være med at træne og så kun kigge på, hvad vi præsterer i kampene. Havde vi så tabt de sidste tre, kunne vi slå en terning og håbe på det bedste. Eller vi kan blive ved med at arbejde på at blive bedre og blive skarpere til tingene. Jeg tror trods alt mest på det sidste.

Og det er vel ikke bare noget, du siger, når du snakker om at træne godt. Du mener det også?

- Selvfølgelig gør jeg det. Det skal jo give os resultater over tid, og hvis vi begynder at vinde, er det ikke, fordi der er dumpet et mirakel vores vej, og at det bare er rent held, at vi vinder en fodboldkamp, fordi Stig Tøfting ikke tror på det. Så er det, fordi vi har arbejdet over tid og gjort os skarpere på nogle ting, som vi så i nogle perioder har fået svært ved at få til at gå vores vej, fordi vi ligger i den konkurrencesituation i Superligaen.

- FCK spiller om at blive nummer et - det er deres målsætning. Kan vi blive nummer 10 i Danmark, er det svært at kræve meget mere. Det er vi forholdsvis tæt på, ligesom FCK er forholdsvis tæt på at blive nummer et.

Stor tro på truppen
Lige nu er alt Jens Berthel Askous fokus på at få sikret, at klubben får hentet de nødvendige point i de sidste par kampe.

En del af forklaringen på det svære forår, hvor - som Jens Berthel Askou også medgiver - at man til tider har haft svært ved at kende Horsens, er ifølge cheftræneren formnedgang.

- Der er vigtige spillere, der har har været påvirket af forskellige ting. Skader, karantæner, private ting. Og det har ramt holdet. Der har også været noget med bredden. I efteråret var vi forskånet for de problemer, som vi har haft i foråret. 

- Men det giver os stor tro og håb, at vi lige nu har en trup, hvor det kun er Simon (Makienok), der er ude - og han er endda begyndt at småtræne igen. At vi har alle til rådighed, giver stor energi, siger Jens Berthel Askou, der føler sig rolig før de sidste kampe:

- Ja, jeg er tryg, fordi jeg stoler på spillerne. Jeg ser nogle spillere, der løfter hinanden og sig selv. Der er trænet godt, der er god energi, vilje og drive. Vi vil gøre det her færdigt ,og viljen er til stede hele vejen igennem. Det finder jeg tryghed og inspiration i. Vi skal toppræstere og tro på, at vi kan vinde de her kampe.

AC Horsens møder OB på udebane fredag klokken 19.00.

Fotos: Getty Images