Video : Tipsbladet
Generelle

PSG-keeper er indlagt efter alvorlig ulykke

Spanske Sergio Rico er i alvorlig tilstand, efter han faldt af en hest søndag morgen.

Paris Saint-Germain keeper Sergio Rico er ifølge det spanske medie Muchodeporte på hospitalet efter en rideulykke søndag morgen.

Det forlyder, at han er i alvorlig tilstand, efter at han er faldet af en hest.

Den 29-årige målmand, der har en fortid som keeper for Sevilla, er indlagt på et hospital i spanske Sevilla, som han blev overført til med helikopter fra ulykkesstedet i El Rocio, fordi skaderne er alvorlige.

Lægerne er i gang med at vurdere de skader og behandlingen. Det forlyder, at han er ramt af en hovedskade.

Målmanden var som sædvanligt på bænken, da PSG lørdag aften vandt Ligue 1 med 1-1 ude mod Strasbourg på et mål af Lionel Messi.

Muchodeporte skriver videre, at målmanden efter opgøret rejste til landsbyen El Rocio, der ligger tæt på Sevilla.

Ulykken skulle være sket klokken 8.00 søndag morgen.

Der er ikke på nuværende tidspunkt yderligere oplysninger, men på det sociale medie Twitter har Sevilla FC sendt en besked til målmanden med et ønske om, at han hurtigt kommer sig.

Sergio Rico har ikke spillet en eneste kamp for PSG i denne sæson.