Video : Tipsbladet
Superliga

Meget var galt mod Lyngby: AaB-back revser holdet

Jakob Ahlmann kunne finde en del, der var galt med AaB-mandskabet mandag eftermiddag.

AaB tabte mandag med 1-2 på udebane mod Lyngby. Det betyder, at de sammen med AC Horsens og dagens modstander alle er på 27 point i bunden af Superligaen.

I opgøret mod Lyngby fortæller AaB-backen Jakob Ahlmann om opgøret, hvor han peger på, at man i den sidste del af kampen pressede og satsede alt. Det gav da også et forsøg på overliggeren for AaB'erne, hvor heldet ikke lige var på deres side. Det fortæller han om i et interview med Discovery+.

- Vi har spillet os i en dårlig situation i kampen og ligger alt i det derude til sidst, og vi er tæt på et par gange. Marginalerne var ikke på vores side til sidst, og vi mangler noget kvalitet i alt, hvad vi laver i dag, og så ender det sådan her, lyder det fra Ahlmann.

Der er dog ingen tvivl om, at han ikke var tilfreds med indsatsen fra aalborgenserne i opgøret.

- Vi spiller dårligt. Vi er dårlige på bolden, og vi forsvarer os ikke ret godt. Vi kommer først i gang i anden halvleg, da det virkelig brænder på. Der er det for sent. Det er et mentalt svært spil, og det spiller vi ikke ret godt i dag, siger AaB-backen.

Der er nu ikke tvivl om, hvad der nu er på programmet for nordjyderne.

- Ja, nu er det én finale tilbage, og den skal vi ud og vinde. Længere er den ikke. Vi skal samle hinanden op sammen med fansene og byen, og så skal vi ud og trykke Silkeborg på lørdag. Så er vi all in, og så må vi se hvor langt, det rækker, fortæller Ahlmann.

I kampen mod Lyngby var der en del, som ikke fungerede. Læs mere om det her.