Video : Tipsbladet
Superliga

FCK spænder ben for stortalents EM-deltagelse

FC København-angriberen Orri Oskarsson blev topscorer i U19-EM-kvalifikationen, men islændingen får ikke lov til at deltage i slutrunden.

Fra 3. til 16. juli løber U19-EM af stablen på Malta, og det bliver uden dansk deltagelse, men til gengæld skal Island forsøge at sikre slutrunde-succes til vulkanøen. 

Den måske største profil på det islandske U19-landshold er FC København-angriberen Orri Oskarsson, 18, der blev topscorer i hele EM-kvalifikationen med seks mål - angriberen scorede i samtlige kampe, han deltog i. 

En måned inden slutrunden har det islandske fodboldforbund dog modtaget en for dem trist melding - FC København vil ikke lade Orri Oskarsson rejse med til EM, skriver avisen Visir.

Tipsbladet har været i kontakt med FC København, der oplyser, at det skyldes, at den kommende sæson er i fuld sving, mens U19-EM er i gang, og at de danske mestre derfor selv skal bruge Orri Oskarsson.

FC København er ifølge reglerne ikke forpligtet til at afgive spillere til U19-EM, så der er intet kontroversielt i Superliga-klubbens beslutning, og den hollandske storklub AFC Ajax har valgt at gøre nøjagtigt det samme med offensivspilleren Kristian Hlynsson, der også må blive hjemme. 

Orri Oskarsson har i foråret været udlejet fra FC København til Sønderjyske, hvor det er blevet til fem scoringer, før han søndag spiller sin sidste kamp for Haderslev-klubben.