Bundesliga

Mario Gomez drikker usynlig Red Bull

Den skarpe tyske landsholdsspiller Mario Gomez fejrede i lørdags en scoring mod Dortmund på besynderlig vis. Fejringen er ikke populær.

VfB Stuttgart fik i weekenden ram på Dortmund på Mercedes-Benz Arena. Det vindende mål blev scoret af Mario Gomez. Den tyske landsholdsangriber er dog havnet i et mindre stormvejr efter sejren. Ikke at der var noget galt med målet, men fejringen er faldet flere observatører for brystet.

Da Mario Gomez scorer i det 62. minut laver han med hænderne en bevægelse, som når man åbner en dåse og tager også en imaginær slurk af dåsen. Han fortsætter med at baske med armene som en fugl. Ifølge avisen Bild har Gomez en aftale med Red Bull.

FIFA tillader ikke den form for reklame på banen. Og Mario Gomez' personlige rådgiver, Uli Ferber forsøger da også en feberredning.

- Jeg var ret overrasket over den fejring. Det har slet ikke noget med Red Bull at gøre, men var en spontan reaktion. Han fortalte mig efterfølgende, at han følte, han kunne flyve.

Du kan se klippet hos Bild - klik her