Superliga

Al Ain scorer fem millioner på Djiby Fall

Der er glæde over Djiby Fall-salget i angriberens tidligere klub, Al Ain, som scorer på den gode side af fem millioner kroner på en videresalgsklausul.

OB solgte i sidste uge Djiby Fall til Lokomotiv Moskva for omkring 35 millioner kroner. Alle de mange rare kroner  rammer dog ikke alene OB's pengekasse. Angriberens tidligere klub Al Ain fra de Forenede Arabiske Emirater sikrer sig nemlig 15 procent af salgsprisen og henter dermed på den gode side af fem millioner kroner.

I efteråret skrev tipsbladet.dk, at Al Ain havde en videresalgsklausul på angriberen, der ville sikre klubben 25 procent af den sum, som OB solgte for.

Procenttallet erklærede OB-direktør Kim Brink i fredags som værende fejlagtigt, og nu beklager direktøren fra Al Ain, Mohammed Aldarei, at have givet et forkert tal til tipsbladet.dk i første omgang.

- Det rigtige tal ligger på 15 procent af salgssummen. Vi er selvfølgelig glade for salget, men det er ikke kun på grund af pengene. Vi har en god økonomi og er ikke i pengenød. Det, jeg glæder mig mest over, er salget af en spiller, som vi har haft i vores klub, siger Mohammed Aldarei til tipsbladet.dk og fortæller, at Al Ain selv har spenderet mere end 130 millioner kroner på ny spillere til den igangværende sæson, hvor holdet aktuelt er nummer tre i ligaen.

- Det er glædeligt for Djiby Fall, for OB, for klubben der har købt ham og for os. Hver gang en af vores tidligere spillere havner i store klubber er det med til at sende et godt signal om vores klub, og hvad man kan nå ved at spille for os, siger direktøren.

Ønsker held og lykke
Mohammed Aldarei glæder sig over Djiby Falls succes i den danske SAS Liga, hvor angriberen i denne sæson lavede 11 mål i 18 kampe og står i sin tid på Fyn noteret for 18 mål i 31 kampe.

- Det er rigtigt flot, og jeg kan kun ønske ham held og lykke i Rusland, lyder det fra klubbossen i Emiraterne.

Djiby Fall opnåede aldrig den store succes i Al Ain, som i sin tid hentede ham i Randers FC. Hos Al Ain FC blev han i en periode holdt på reservebænken af Brøndbys Ousman Jallow, der markerede sig stærkt i klubben.

Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren. Bestem selv dit abonnement her.