Landshold

Italienske stjerner i Farum

U/21-landstræner Keld Bordinggaard frygter, at hans spillere kommer på hårdt arbejde mod Ballotelli og Giovinco og de andre italienske profiler.

Selv om de ikke er ret gamle, er det noget af et stjerne-galleri som Italien kan vise frem tirsdag aften i Farum Park, hvor det azurblå U/21-landshold varmer op til EM-slutrunden i Sverige mod Keld Bordinggaards udvalgte.

Det er vel at mærke et italiensk U/23-landshold, der gæster Danmark, da slutrunden i Sverige er for den »gamle årgang« af spillere født i 1986 og senere. Det gør det ekstra vanskeligt for danskerne, da Bordinggaard har valgt at stille med det hold, han arbejder med nu frem mod EM 2011 i Danmark bestående af spillere født efter 1. januar 1988.

Italiensk mester med Inter og angrebsmakker til Zlatan Ibrahomovic Mario Balotelli er en af de giftige offensiv-spillere, som kan opleves tirsdag aften i Farum Park. En anden er det lille supertalent fra Juventus Sebastian Giovinco. En tredje er Robert Acquafresca, der scorede 14 mål for Cagliari i den netop afsluttede Serie A-sæson.

En fjerde angriber er Alberto Paloschi, der fik et lille gennembrud for Milan i sidste sæson og i denne har været med til at spille Parma tilbage i Serie A på hold med Magnus Troest.

Blandt andre spillere i den italienske trup, som har markeret sig i Serie A, er Claudio Marchisio fra Juventus, Daniele Dessena, Sampdoria og holdets anfører Marco Motta, Roma. Træner for italienerne er den tidligere Juventus- og Lazio-angriber m.v. Pierluigi Casiraghi.

Det danske U/21-landstræner Keld Bordinggaard er klar over, at det bliver noget af en opgave, der venter hans spillere.

- Det bliver en stor mundfuld, ja! Derfor er det ærgerligt, at mange af vore »tunge« folk er faldet fra med skader og eksamen, siger landstræneren og nævner Nicki Bille Nielsen, Emil Lyng, Michael Lumb og ikke mindst Simon Kjær.

Sidstnævnte skulle efter planen være stødt til U/21-truppen i Helsingør søndag efter VM-kampen mod Sverige i Stockholm, men efter denne meldte A-landsholdstrænerne afbud på Kjærs vegne med henvisning til, at han havde været plaget af en øm ankel i flere uger og trængte til ferie ovenpå den flotte debut mod svenskerne.

De kan dræbe os

Den besked accepterer Keld Bordinggaard naturligvis, og han kan glæde sig over nu at have to spillere fra hans årgang på A-landsholdet. Udover Kjær er det naturligvis Nicklas Bendtner, ligesom to af dem, Bordinggaard har med i Farum mod Italien [tankestreg] Anders Randrup og Mathias »Zanka« Jørgensen  [tankestreg] også har fået debut på A-holdet.

I fraværet af Simon Kjær kommer Mathias Jørgensen formentlig til at danne midtforsvar med Winston Reid mod Italien, hvortil AaB's Lasse Nielsen er blevet genindkaldt. Han spillede fredag mod Island i Aalborg og skulle ellers have haft fri.

For Keld Bordinggaard har det været godt at arbejde med truppen i en uge, selv om kampen i Aalborg var en blandet oplevelse med en god og en skidt halvleg, inden 3-2-sejren kom hjem.

- Vi er ved have en plan. Mod Italien handler det om at have mod til at holde i bolden eller få afsluttet. Mister vi bolden, har de et omstillingsspil, som vil dræbe os med spillere som Giovinco, Ballotta og Acquafresca, siger Keld Bordinggaard.

Italienerne ankom til Danmark mandag og er indkvarteret på Hotel Marienlyst i Helsingør. Senere flytter de over Sundet, da de spiller alle tre gruppekampe i Helsingborg.

Fredag sørgede Nicolaj Agger, Ricki Olsen og Mike Jensen for de danske scoringer mod Island.

Tirsdag aften kommer forsvaret nok mere i fokus, men det kan blive til dansk fordel, at italienerne ikke ønsker at spille sig ud og risikere skader før slutrunden.

Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren. Bestem selv dit abonnement her.