AGF skal spille på Ceres Park
Illustration: AGF
1. division

AGF skal spille på Ceres Park

Ceres vender tilbage som storsponsor i AGF, hvor logoet vender tilbage på trøjen og stadion skifter navn til Ceres Park.

AGF og Ceres har gennem tiden flere gange været  hånd i hånd, og nu bliver samarbejdet mellem den aarhusianske fodboldklub og Royal Unibrew atter styrket. 

Det betyder blandt andet, at Ceres Bryggeriets logo vender tilbage på AGF’s spilletrøje, C- tribunen bliver til Ceres-tribunen, og fra sommer skifter AGF’s hjemmebane navn til Ceres Park.

Den ny aftale løber frem til 2020.

- Ceres Bryggeriet, Aarhus og AGF hører uløseligt sammen. Ceres har en lang historie i byen, og det ønsker vi at manifestere med den nye aftale, der rummer mange spændende perspektiver. Det gælder ikke kun på fodboldbanen, hvor vi naturligvis håber, at vi med vores opbakning kan være med til at føre AGF tilbage til Superligaen, men også i forhold til koncerter og andre store events, som Aarhus Elite i fremtiden vil afholde. Kigger vi et par år frem, skal Aarhus være Europæisk Kulturhovedstad, og aftalen skal også ses i det lys. Vi ønsker at være en aktiv del af sporten og kulturen i byen i mange år frem, og det understreger vi med det nye samarbejde med AGF, siger Freddy Larsen sponsor- & eventchef i Royal Unibrew.

Hos AGF glæder man sig over atter at været i tæt parløb med Royal Unibrew.

- Med den nye aftale sender Royal Unibrew et stærkt signal til hele Aarhus. Vi er stolte over, at AGF, vores faciliteter og vores brand spiller en så central rolle i deres strategi, og at vores platform i så stor udstrækning skal bruges til at promovere og sælge deres produkter. Både AGF og Royal Unibrew har store ambitioner for samarbejdet, og vi ser frem til at skrive nye, spændende kapitler i vores fælles historie. For fans, tilskuere og koncertgængere er det også en skelsættende aftale, og den vil styrke det fællesskab og sammenhold, der kendetegner AGF, siger Jørn Klinge.

Det er fjerde gang siden 1990'erne, at AGF’s spilletrøje vil bære Ceres-logoet