Video : Tipsbladet
1. division

Esbjerg fortsætter nedtur: Det er ikke godt nok

Esbjerg fB måtte indkassere endnu et nederlag, da de i dag mødte Fremad Amager på udebane.

Som nedrykkerhold var Esbjerg fB spået til at være den helt store favorit til at rykke direkte op i Superligaen igen, men det jyske hold har langt fra fået en drømmestart på tilværelsen i 1. division.

I de seks første kampe er det nemlig blevet til tre sejre og nederlag hver og dermed en placering midt i tabellen. Da sæsonens syvende kamp i dag skulle afvikles blev det til en tabt kamp mere, da Esbjerg fB gik fra banen med 0-1 mod Fremad Amager.

Indsatsen bliver da også kritiseret fra målmand Jeppe Højbjerg.

- Vi giver bare for nemme mål væk igen. Hvis du kigger på de sidste mange mål, der er scoret mod os, har det været alt for nemt for modstanderen. Det skal simpelthen blive bedre.

- Vi skaber jo også alt for lidt, og det er tydeligt, at vi mangler tro på tingene. Vi har brug for at komme foran, vi har brug for at vinde. Man skal tage hensyn til, at vi har mange nye spillere på holdet, men det er ingen undskyldning. Ni point i syv kampe er slet ikke godt nok, siger Jeppe Højbjerg til jv.dk.

Esbjerg fB ligger på sjettepladsen med fire point op til de placeringer, hvor der skal spilles om Superliga-oprykning.