Video : Tipsbladet
1. division

Et stort talent: Legendesøn fik første seniorkamp

Damian van der Vaart er blot 15 år, men mandag fik han en halvleg og lagde op til et mål i reserveligaen. Han var med, fordi han er talentfuld, ikke på grund af sit navn, slår akademichef fast.

Det er ikke hver dag, en 15-årig spiller optræder i en seniorkamp mod etablerede Superliga-spillere. Men det var netop, hvad der skete i mandags, da Esbjerg fB og Vejle Boldklub mødtes i en reserveholdskamp.

Fra anden halvlegs start kom unge Damian van der Vaart på banen til sin første seniorkamp i karrieren. Han lagde endda op til EfB's reducering til 2-1 efter godt en times spil, da han sendte et hjørnespark ind i hovedet på Con Ouzounidis.

Han er søn af Rafael van der Vaart, hollandsk fodboldlegende og nu assistenttræner på Esbjergs førstehold, men det var ikke på grund af den berømte far eller det velklingende fodboldnavn, at Damian van der Vaart fik spilletid. Det gjorde han, fordi han havde fortjent det.

- Vi bragte ham, fordi han har niveau til det. Han er absolut en dygtig fodboldspiller, og hans karriere skal han nok selv ”klare”. For han har et godt potentiale, som han arbejder på at få udviklet i samarbejde med holdkammerater og trænere, siger EfB's akademichef, Lars Vind, til tipsbladet.dk.

- Damian leverer en rigtig god figur, ikke kun med sit oplæg men også med sin måde at spille spillet på. Generelt set var der stor tilfredshed med alle unge spillere.

Lars Vind er i det hele taget ikke meget for at sammenligne med van der Vaart den ældre, for sønnike har potentiale nok til at skabe sin egen karriere.

- Han har et stort talent, og så er det jo det her med, hvordan han og vi får det knækket. Også meget hvordan han selv håndterer det at have et stort talent. For nogle kan det også være en hæmsko, selv om det ikke virker sådan på Damian, siger Vind.

Smitter af på de andre
Damian van der Vaart er central midtbanespiller og har været på kontrakt i EfB, siden han fyldte 15 år i maj. Det var hans første professionelle kontrakt, og dermed indleder han karrieren samme sted, som hans far sluttede sin.

- Damian er en klog fodboldspiller, der er god til at se mange linjer i spillet. Han er dygtig til at vide, hvad der sker omkring ham, og så er han også teknisk dygtig på et højt niveau. Han har nogle gode egenskaber i forhold til den centrale midtbane, siger Lars Vind.

Begge forældre er hollændere, mens det meste af hans opvækst er foregået i Hamborg. Han kommer derfor med en anden baggrund end de andre unge EfB'ere, der typisk har en fortid i oplandsklubberne i Sydvestjylland.

- Man kan godt mærke, at han er professionel og meget seriøs omkring sin sport. På den måde smitter han af på vores miljø og har en god indvirkning på den årgang, han er på, vurderer Lars Vind.


Damian van der Vaart var på banen til sin fars testimonial i Hamborg. Foto: Getty Images

Ifølge akademichefen forstår Damian van der Vaart alt, hvad der bliver sagt på dansk, og taler selv sproget godt, selv om han foretrækker at udtrykke sig på engelsk. Dét kan dog også have sine fordele, især for de andre knægte på klubbens ungdomshold.

- Det har været godt for vores spillere på hans årgang, at noget af oplægget foregår på engelsk. Det er sund læring, at dele af oplæggene og coachingen på banen foregår på engelsk, for det gør det for eksempel også i vores førsteholdstrup, siger Vind.

Det er et velkendt fænomen, at børn af berømte fodboldfædre nogle gange skal lægge ryg og ører til lidt af hvert fra misundelige modstandere eller overgearede forældre på sidelinjerne (spørg bare i familien Laudrup), men det oplever de ikke meget af i Esbjerg, hvor de lokale øjensynligt ikke sådan falder på halen over et berømt efternavn.

- Jeg tror også, der er er forskel på at havne i Vestjylland i forhold til et andet sted med så kendte personer (Rafael van der Vaarts nuværende hustru, Estavana Polman er en stor håndboldstjerne i Team Esbjerg, red.) bag sig. Damian og Estavana og "Rafa" er meget afbalancerede omkring det. Jeg ved det ikke, men jeg kunne forestile mig, at hvis "Rafa" kom gående i Madrid eller et andet sted, er det ikke sikkert, han ville kunne gå i fred, siger Lars Vind.