Video : Tipsbladet
1. division

Næstved sejrer i topopgør mod Silkeborg

Næstved besejrede Silkeborg IF med 3-1 torsdag aften, og dermed er det

Næstved hentede tre vigtige point i NordicBet Ligaen, da de torsdag gæstede Silkeborg IF, og dermed er det for alvor tæt i toppen af den næstbedste danske række.  

Allerede efter 12 minutter sendte Jeppe Okkelse værterne i front. Den unge offensivspiller modtog bolden ude i venstre side, hvorfra han driblede ind i feltet og sendte bolden ind ved nærmeste stolpe.

Den føring holdt blot i et kvarter, da Næstved-anføreren Kristoffer Munksgaard prikkede bolden igennem benene på Silkeborgs keeper og ind i netmaskerne.

Efter pausen var værterne mest på bolden, men det kastede ikke en scoring af sig. I stedet kunne Munksgaard udbygge føringen med knap tyve minutter igen, da han færdiggjorde et kontraangreb med at sende bolden køligt i mål.

Dermed så det svært ud for Silkeborg, og det blev ikke gjort nemmere, da anfører Simon Jakobsen måtte udgå med et kvarter igen. Silkeborg havde nemlig ikke flere udskiftninger, og de måtte derfor færdiggøre kampen med ti mand på banen.

Silkeborg fik heller ikke formået at udligne, men i stedet gjorde Christoffer Boateng det til 3-1 med ti minutter igen, og det blev slutresultatet.

Næstved har nu hentet 43 point efter 25 runder og ligger á point med Viborg FF. De er begge blot ét point efter Silkeborg IF, der dog har spillet en kamp mere.