Video : Tipsbladet
1. division

Nedrykkede Viborg vil ansætte en sportschef

Viborg FF laver om i den sportslige organisation, så udviklingschef Orla Højris overgår til en mere scouting-orienteret rolle. Samtidig vil klubben ansætte en sportschef.

Efter Ole Nielsen stoppede som sportschef i Viborg FF i slutningen af 2015, blev stillingen ikke genbesat. I stedet ansatte man Stig Torbjørnsen som chefscout, mens direktør Morten Jensen kom til at stå for forhandlinger med klubber og spillere.

Nu laver Viborg om i den sportslige organisation igen. Orla Højris, der hidtil har været ansat som udviklingschef, fratræder efter eget ønske den rolle. Han får i stedet en ny, hvor han har mere fokus på scouting og analyse. 

Der bliver ikke ansat en direkte afløser for Højris, men til gengæld en ny sportschef.

- Vi har været meget glade for Orlas arbejde, og ser også frem til fortsat at have ham tilknyttet, men har selvfølgelig også respekt for beslutningen. Det betyder, at vores sportslige organisation ændres, og vi kommer til at ansætte en sportschef. Det forventer vi at have afklaring på inden længe, siger Morten Jensen til klubbens hjemmeside.

Den nye sportschef får som sin fornemste opgave at samle et slagkraftigt hold, der kan få Viborg ud af den 1. division, som holdet rykkede ned i ved sæsonafslutningen. Senest har profilen Jeppe Grønning meldt sig klar til at blive i klubben i 1.division.

Viborg indleder den nye sæson med en udekamp mod Thisted FC. Det sker søndag den 30. juli.