Vejle før Horsens: Det gjorde eddermame ondt
Illustration
1. division

Vejle før Horsens: Det gjorde eddermame ondt

Vejle Bodklub blev udraderet med 5-0 af ærkerivalerne AC Horsens i pokalkvartfinalen i sidste uge. I weekenden vender holdet tilbage til Horsens for at skyde divisionsforåret i gang

Man begynder det sure slid på en kold dag i januar. Uge efter uge arbejder man hårdt, træner konditionen, øver de små spildetaljer, repeterer taktikken. Alt sammen for at være så klar som muligt, når de længe imødesete kampe kommer sammen med foråret – og når man så langt om længe skal i gang for alvor, taber man den første kamp med 5-0.

Det var tilfældet for Vejle Boldklub, der indledte forårssæsonen i lørdags med et sviende nederlag, der oven i købet faldt i en pokalkvartfinale mod de forhadte lokalrivaler fra AC Horsens foran 4800 tilskuere.

”Det er en spand koldt vand i hovedet på tre måneders forberedelser – specielt når man føler, at forberedelserne er gået rigtigt godt. Spillerne fik lidt af et chok, fordi de følte, at de sad på kampen, og så fik de et mål imod sig. Og da det skete, nåede de ikke at tage en dyb indånding og finde rytmen igen. Horsens scorede tre minutter efter, og indtil halvlegen var der kaos. Vi var måske på én gang for overgearede, for motiverede, og samtidig for stive i det,” fortæller Vejle-træner Tonny Hermansen til Tipsbladet.

Det blev kun værre efter pausen, da Horsens scorede til 3-0 efter et halvt minut, og Vejle kort efter blev reduceret til 10 mand, inden Horsens lukkede kampen med to mål yderligere. Og sørme om ikke skæbnen vil, at Vejle åbner 1. division søndag med endnu et intenst lokalopgør i Horsens – og hvordan er det så at skulle møde den modstander, der lige har ydmyget en med 5-0, allerede ugen efter.

”Mens jeg har været i Vejle, har jeg haft to faser, som har været skidehamrende svære. Den første var, da vi tabte til Marienlyst i Odense. Der havde vi så Horsens ti dage efter, og vi vandt 3-2. Så fik vi en ordentlig snitter i lørdags, og det gjorde eddermame også ondt. Nu møder vi Horsens igen, så hvorfor ikke have optimismen og sige, at mon ikke drengene er så ærekære, at de vil kæmpe alt, hvad de kan for ikke at blive ydmyget igen? Det kan sgu være, at det er sundt for os. Det kan være, at det var det, der skulle til, for at drengene finder ud af, at hvis vi ikke er der i samtlige sekvenser; hvis vi ikke træner ekstraordinært, når vi nok ikke det niveau, der skal til,” siger Tonny Hermansen, der tror, at selvtilliden er intakt hos spillerne før revanchekampen.

”Jeg har haft en samtale én til én med samtlige spillere, og som der var en, der sagde til mig, har de ikke lyst til at gå ned i Føtex, men de havde rigtig meget lyst til at komme til træning mandag, så vi kunne få snakket tingene igennem. De virkede rigtigt glade, og det var også det, jeg havde lagt op til. Vi skulle skamme os søndag, men kigge indad og så forhåbentlig se mandagen med åbent sind. Det er ikke sikkert, vi vinder, men jeg har en tro på, at vi godt kan drille Horsens.”