Video : Tipsbladet
1. division

Viborg var tæt på aftale: Missede ny højre back

Viborg FF var tæt på at hente en hurtig afløser for Kristoffer Pallesen, men spilleren endte med alligevel at takke nej til Superliga-nedrykkerne.

Viborg FF løb ind i en stor fiasko, da klubben efter to kampe mod FC Helsingør røg ud af Alka Superligaen. Et exit herfra betyder traditionelt, at en del profiler ryger andre steder hen. Det har ikke været nogen undtagelse med Viborg denne sommer, og senest måtte mandskabet fra domkirkebyen slippe back-profilen Kristoffer Pallesen til AaB. 

Et stort tab for Viborg FF, men faktisk var klubben tæt på at finde en hurtig løsning på højre back positionen. Der var tæt dialog med en spiller, men det blev trods lovende takter et ned til Superliga-nedrykkerne. Det bekræfter Viborg-direktør Morten Jensen: 

- Vi troede, at vi havde en erstatning på plads for Kristoffer Pallesen, og vi var egentlig nået til enighed med klubben, mens der var noget tvivl omkring spilleren. Det er så endt med at falde til jorden, siger Morten Jensen til Viborg Stifts Folkeblad

Direktøren vil ikke afsløre navn på spillere, men fortæller, at der var tale om en back fra det danske marked: 

- Udgangspunktet er, at vi - med al ære og respekt for udenlandske spillere - gerne vil finde nogen fra de danske rækker, hvor kvalitet og potentiale hænger godt sammen. Så ja, det var i første omgang en spiller fra det danske marked, vi havde satset på, siger han.

Morten Jensen og Viborg FF vil nu være tålmodige i jagten på en erstatning for Kristoffer Pallesen. Morten Jensen udtaler desuden, at der fortsat er aktivitet omkring mulige afgange fra Viborg, men at der ikke er nyt på nuværende tidspunkt.