Wael: Truppen ramt af sygdom
Illustration
1. division

Wael: Truppen ramt af sygdom

Det er en sygdomsramt FC Fredericia-trup, der søndag møder FC Roskilde på udebane i Nordic Bet Ligaen.

FC Fredericia er inde i en fornuftig stime i Nordic Bet Ligaen, hvor de seneste to opgør har budt på remis mod HB Køge og Viborg FF. Blot et enkelt nederlag i de seneste fem kampe rækker dog ikke længere end en placering to pladser fra nedrykningsstregen. 

Søndag gælder det så en vigtig udekamp mod FC Roskilde, hvor Fredericia ikke har haft den bedste optakt. Truppen er nemlig ramt af sygdom, og cheftræner Nicolai Wael måtte lørdag aften melde på klubbens hjemmeside, at han ikke havde overblik over, hvem der blev klar:

- Vi er lidt ramt på skadesfronten, og oveni det er flere sløje med sygdom, så lige nu aner jeg ikke, hvad vi har at gøre med til morgendagens kamp. Dem jeg sender på banen er klar. De vil vinde over Roskilde og få en sejr. Vi har hårdt brug for tre point og rygvind, sagde Nicolai Wael. 

Hvordan det går FC Fredericia i opgøret mod FC Roskilde følger vi naturligvis op på her på Tipsbladet.dk senere denne eftermiddag.