Video : Tipsbladet
Benelux

Genk forventer længere pause til Marcus Ingvartsen

Marcus Ingvartsen er skadet, og han kommer næppe i aktion lige med det samme.

Marcus Ingvartsen har ikke spillet en fodboldkamp siden februar, og det skyldes blandt andet, at den tidligere Superliga-topscorer, der nu tørner ud for Genk, har haft skadesproblemer, og dem er han ikke kommet sig over, her hvor en ny sæson står for døren.

Genk har denne sommer forstærket angrebet med 198 centimeter høje Zinho Gano, og han bliver en vigtig mand for klubben, fastslår cheftræner Philippe Clement og begrunder det blandt andet med Marcus Ingvartsens fravær.

- Det er forkert at sige, at vi starter sæsonen med fire angribere, for Marcus Ingvartsen er ude i et stykke tid, så jeg får brug for de resterende tre i de kommende uger, siger cheftræneren ifølge Voetbalprimeur.

Marcus Ingvartsen blev tidligere på ugen sat i forbindelse med FC Zürich fra Schweiz, men Genk har fastslået, at man vil beholde danskeren, selv om han ikke leverede varen i sin første sæson i Belgien.

- Marcus har et enormt potentiale og en fantastisk mentalitet, men han er også ung og har brug for tilvænning. Det var ikke let for ham i de første par måneder. Da han fik spilletid, fungerede kollektivet ikke, men på et tidspunkt kommer målene. Jeg har allerede fået opkald fra Bundesliga-klubber, der vil leje ham, men det er ikke intentionen, sagde Dimitri De Condé, der sportsdirektør i Genk, for godt en måned siden.

Marcus Ingvartsen har scoret syv mål i 27 kampe for Genk.