Video : Tipsbladet
Benelux

Makienok scorede og græd efter to år med skader: Alt har bygget op til det

Simon Makienok har været gennem et sandt skadeshelvede de seneste to år, men torsdag gjorde han comeback og scorede for FC Utrecht. Det var det, han havde drømt om i de to år på sidelinjen.

Man skulle være både blind og døv, hvis man så videoen og ikke opfattede, at Simon Makienok var en lettet mand torsdag aften. Den høje angriber skiftevis smilede og græd af glæde, efter han fik den sidste halve time i FC Utrechts pokalkamp og scorede til allersidst.

Årsagen? Makienok har været skadet, stort set siden han kom til klubben i sommeren 2017. Først nåede han to kampe, sad så ude i et år, fik tre kampe og havde indtil torsdag siddet ude siden september 2018.

Læs også:Makienok fit efter to års skader: Har tvivlet på, om det nogensinde blev okay

Så da han scorede, var det to års frustrationer, tvivl og hårdt arbejde, der væltede frem i ham.

- En utrolig følelse. En meget følelsesladet aften og dag for mig. Alt har bygget op til det øjeblik, og så ender det med et mål, som jeg har drømt om, siden jeg blev skadet for mere end to år siden, siger Simon Makienok til FC Utrechts hjemmeside.

- Selv om jeg måske ikke virker glad, er jeg så lettet, jeg er så glad, jeg er så taknemmelig for alt, og jeg er bare så følelsesladet. Det er mange følelser, der strømmer gennem min krop, og da jeg scorede målet, følte jeg med det samme mange følelser og mange ting i mit hovedet.

Læs også:Makienok med comebackmål efter et års skadespause

Den nu 28-årige Makienok kom til FC Utrecht efter tre år med skifte til Palermo og to udlejninger til Charlton og Preston, og det var meningen, at han skulle have noget stabilitet ind i karrieren. Den mest stabile følgesvend har dog været skaden, og det har tæret på den tidligere landsholdsangriber.

- Den her periode har formentlig været den hårdeste i mit liv. Jeg har haft så mange down-perioder de seneste år, men ikke at være i stand til at gøre, hvad man lever for, og hvad man gør hver dag, gør alt andet uden for fodbold meget sværere, siger han.

FC Utrecht vandt 4-1 over sekundaholdet Excelsior '31 og er nu klar til anden runde af den hollandske pokalturnering.

Læs også:FC Utrecht-træner om Makienok: Det er forfærdeligt for den dreng

Læs også:Simon Makienok på vej tilbage: Håber at spille snart

Læs også:Flere måneders pause venter: Simon Makienok skal under kniven igen