Video : Tipsbladet
Bundesliga

Jacob Bruun Larsen om succes: Dortmund ville aldrig sælge mig

Den danske U21-landsholdsspiller Jacob Bruun Larsen fortæller, at det aldrig var et tema at forlade den tyske klub på permanent basis. Også selv om han havde svært ved at komme ind på holdet. Den tålmodighed betaler sig nu.

Han er dansk fodbolds varme navn for tiden, Jacob Bruun Larsen. Dortmund-danskeren har fået en vidunderlig start på denne sæson med masser af spilletid og mål for klubben, der fører den tyske Bundesliga.

Den 20-årige dansker, der aktuelt er med U21-landsholdet, var i foråret udlejet til Stuttgart, men det ophold blev ingen succes for Jacob Bruun Larsen, der spillede få kampe og slet ikke kom på holdet til sidst.

Det var derfor, at man set udefra kunne spørge, om Bruun Larsen så kunne komme tilbage til Dortmund og på holdet, eller om han skulle søge væk. Han valgte at blive i den kæmpe tyske klub, hvor han nu er holdkammerat med Thomas Delaney, og det har vist sig at være en god beslutning. For både Bruun Larsen og Dortmund. 

Selv fortæller Dortmund-danskeren, at han aldrig var interesseret i at komme væk på permanent basis.

- Jeg vidste, at der var en ny træner, og det giver altid nye muligheder. Dortmund ville aldrig sælge mig. Det har aldrig været et tema i Dortmund, at jeg skulle væk. Det var også derfor, at jeg kun skulle udlejes et halvt år. Det var mit eget ønske at komme til Stuttgart. Dortmund ville ikke slippe mig i starten. Jeg ville gerne, siger Jacob Bruun Larsen til Ekstra Bladet.

Danmarks U21-landshold møder Polen i Aalborg, hvor det danske landshold med en sejr vil spille sig meget tæt på en billet til U21-EM til sommer. Jacob Bruun Larsen ventes at starte inde for Danmark.