Video : Tipsbladet
Champions League

Berbatov om Bale: Han er dum

Der var absolut ingen grund til, at Gareth Bale fejrede Wales' EM-kvalifikation med et kontroversielt flag, mener Dimitar Berbatov.

Med to scoringer var Aaron Ramsey tirsdag afgørende for, at Wales kunne booke en billet til sommerens EM-slutrunde.

På banen efter kampen fejrede de walisiske spillere det på behørig vis, og undervejs fandt en flag med teksten "Wales. Golf. Madrid. I den rækkefølge" vej til fejringen, hvor Gareth Bale altså kom i centrum.

Nu stiller Dimitar Berbatov sig uforstående over for, at Bale skulle fejre kvalifikationen på denne måde.

- Det var dumt af Bale at fejre det med det flag. Der er tydeligvis nogle spændinger mellem Gareth Bale og Madrid. Han er selvfølgelig waliser og sætter sit land først, men jeg forstår ikke, hvorfor han skulle juble med det flag. Jeg ved, at det var ment i sjov, men det skaber unødvendig opmærksomhed.

- Det var ikke nødvendigt. Det er hans beslutning, og måske følte han, at han ville vise noget, men efter min mening var det ikke nødvendigt. Måske var det et emotionelt øjeblik. Måske vidste han ikke, hvad der stod på flaget. Uanset hvad så det ikke godt ud, og jeg synes, at det var dumt gjort, lyder det ifølge Wales Online.

Gareth Bale har været udsat for stor kritik af flere spanske medier, herunder Marca, ovenpå episoden.