FCM-sportsdirektør tom indeni efter CL-exit
Champions League

FCM-sportsdirektør tom indeni efter CL-exit

FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein var en slukøret mand efter Champions League-nederlaget til APOEL FC.

FC Midtjylland vandt tirsdag aften på udebane over APOEL FC på Cypern, men 1-0-triumfen var forgæves, for efter et 1-2-nederlag på hjemmebane i Herning gik APOEL videre som samlede vindere i Champions League-kvalifikationen på reglen om udebanemål.

Sportsdirektør Claus Steinlein godkender indsatsen, men var åbenlyst frustreret over, at Champions League-drømmen blev slukket, inden det for alvor blev sjovt. 

- Man føler sig fuldstændig tom indeni efter en meget fin præstation. Det var hjemme på MCH Arena, at vi tabte det. Det er bare pisse ærgerligt lige nu

- Den måde, som vi spiller kampen på, kan vi være tilfredse med. Langt hen ad vejen er drengene rolige, og trænerteamet forsøger at skifte offensivt ind og gør alt, hvad de kan, sagde Claus Steinlein efter kampen til TV3+

 

FC Midtjylland har stadig muligheden for at nå gruppespillet i Europa League, men inden skal de forbi en ny kvalifikationsrunde, hvor de kan være uheldige at ramle ind i svære hold som Southampton eller Dortmund. 

 

Inden de når så langt, venter der dog Superliga-opgaver hjemme i Danmark. På mandag møder de danske mestre AaB på udebane.