Før finalen: Dani Alves - pesticidmandens søn

Det er fredag eftermiddag i Cardiff hen ved 17.30.

Juventus-cheftræner Massimiliano Allegri og målmand Gianluigi Buffon har talt færdig på pressekonferencen, og der er de, de sort- og hvidklædte spillere, der i morgen aften skal op mod de forsvarende mestre Real Madrid.

39-årige Gianluigi Buffon kommer ud på banen på det fugtige, varme stadion (sådan går det, når man i juni trækker taget over et fodboldstadion) med matchende gule handsker og støvler, mens markedspillerne er i hvid t-shirt og sorte shorts. Han har været i Juventus i 16 år (man glemmer let, han blev købt for 400 millioner kroner i Parma) og er indlysende en nøglespiller.

Cheftræner Allegri taler til spillerne, der står i en rundkreds, i et minuts tid, før de bliver sluppet løs.

Chiellini og Bonucci lunter en tur sammen, og nogle spillere når at sparke på mål, før de fysiske trænere får kaldt dem sammen til opvarmning.

Der er den tredje mand fra Juventus' pressekonferencen, Dani Alves, der fyldte 34 år for en lille måned siden, i sine ”Hyper Pink” (det kalder støvlesponsoren Nike dem i hvert fald) fodboldstøvler.

Han rager ikke meget op set heroppe fra række 28 på øverste tribune på Millennium Stadium, men som trænere og holdkammerater hurtigt fandt ud af sidste sommer,, fylder den 172 cm høje back stadig meget.

Ligesom da FC Barcelona var virkelig suveræne i årene omkring Spaniens verdensmesterskab i 2010, har Juventus en fornuftig blanding af hundedyre stjernekøb, italienske spillere med mange år i klubben, anført af Claudio Marchisio, der blev meldt ind i Juventus i 1993 som syvårig.

På rækkerne ved siden af Alves' i opvarmningsøvelsen løber Higuaín (90 millioner euro fra Napoli sidste sommer), Paulo Dybala (knapt 300 millioner, når præstationsklausulerne er udløst, fra Palermo i 2015) og Miralem Pjanic (240 millioner fra AS Roma sidste sommer) – spillere, der kan gå ind i alle trupper i verden.

Og så er der de skæve skæve køb.
Juan Cuadrado, som faldt totalt igennem i Chelsea. Mario Mandzukic, vraget i Bayern München af Pep Guardiola. Den transferfri Sami Khedira, der var opgivet af Real Madrid. Og så Dani Alves, som FC Barcelonas ledelse ikke ville forlænge med i 2016 og lod gå til Torino for samme pris som Sami Khedira.

2006
Første gang, jeg så Dani Alves i aktion, var i UEFA Cup-finalen i 2006 i Eindhoven, hvor Sevilla skulle møde Middlesbrough.

Nu kan det lyde som om, jeg allerede har fået en pint eller to for meget, men Middlesbrough var faktisk ret hot dengang.

Steve McLaren var decideret glohed, i hvert fald, hvis man skulle tro Boros fans og det engelske FA.

Efter sommerferien skulle han tiltræde som engelsk landsholdsmanager og skabe en ny stor æra for engelsk fodbold, som han havde været i gang med på et lille budget i Middlesbrough, og i Eindhoven skulle Boro og en Premier League i fremmarch vise, hvad man var lavet af.

I 2006 var offensive backer stadig et særsyn – der var stadig plads til 10'ere med stor bevægelsesfrihed, selvom pladsen mellem modstanderens midtbane og forsvar blev mindre og mindre for hver sæson.

Men på tv-kampene fra Spanien kunne man se en særlig type, 23-årige Daniel Alves, som nogen stadig kaldte ham dengang. Det var godt nok ikke meget back, han spillede, hvilket var et problem, da Dani Alves kom til Europa i 2002, hvilket han fortalte om onsdag i et helt forrygende interview på Players Tribune.
https://www.theplayerstribune.com/dani-alves-juventus-the-secret/

- Før sæsonen sagde træneren: 'I Sevilla kommer forsvarsspillerne ikke over midterlinjen. Aldrig.' Jeg spillede et par kampe, hvor jeg flyttede bolden videre, og holdt øje med den linje, som en hund der er bange for at krydse et usynligt hegn i sin hundegård. Så, midt under en kamp, kørte jeg bare. Jeg var nødt til at være mig selv. Jeg sagde: 'Agora' ('nu' på portugisisk). Og så kørte jeg. Angreb. Angreb. Angreb. Efter kampen sagde træneren: 'Ok, Dani. Ny plan. I Sevilla skal du angribe.'

Fra kampens begyndelse i Eindhoven bemærkede vi, hvor lidt Christian Poulsen kom over midterlinjen. Han trak faktisk meget ud mod højre forsvarsside, når Sevilla havde bolden, og det var en god idé.

For Dani Alves spillede ikke back, han lå nærmere som en blanding af en højre wing, forward og tog sig rigelig friheder til at trække ned og ind midt i banen, hvis han havde lyst.

Den slags er almindeligt, nærmest forudsigeligt, i dag, hvor presset på boldholder er blevet så organiseret og tungt, at det ofte er midtstopperne, der har mest tid med bolden. Men dengang var Dani Alves' spil en mindre revolution.

Middlesbroughs venstre back Franck Queudrue og hans makker på kanten, Stewart Downing, var vant til at sætte Downing i scene i Premier League, men mod Dani Alves og Sevilla blev de to erfarne Premier League-spillere igen og igen skilt ad af de opfindsomme spaniere og deres brasilianske energibundt.

Sevilla vandt 4-0. Bagefter talte jeg med Dani Alves om kampen, den lille mulighed for at slå FC Barcelona, der ugen efter skulle Champions League-finale i Paris, VM og hans egen fremtid, nu hvor blandt andre Barcelona hev i ham.

Han var glad, venlig og ærgerrig – i minutterne efter sejren over Middlesbrough lovede han at give den fuld gas mod Barcelona og funderede over, om ikke Frank Rijkaards hold og landsmændene Ronaldinho og Edmilson ville være lidt trætte og fokuserede på kampen mod Arsenal frem for den mod lille Sevilla.

2017
Dani Alves og Sevilla måtte tage til takke med endnu en UEFA Cup-sejr i 2007, og man skal naturligvis ikke have ondt af manden, fordi han ikke vandt det spanske mesterskab i Sevilla – han har siden da vundet seks mesterskaber og Champions League tre gange med FC Barcelona, og for nogle uger siden sit første mesterskab med Juventus.

Det er Dani Alves' sjette europæiske finale, han har vundet de første fem.

Alene det er exceptionelt og overstråler, det ikke lykkedes at vinde VM med Brasilien i 2010 eller 2014.

Men i en fodboldverden, der på allerøverste plan blive mere og mere global og et underholdningsprodukt, hvor man fjerner sig fra spillets rødder og bliver et underholdningsprodukt med hele verden som ”marked”, som det formuleres, er Dani Alves et levende eksempel på, at man kan være en ultraprofessionel spiller hentet tusindvis af km væk på et andet kontinent, og samtidig være et menneske, andre kan relatere til og forstå.

Som den brasilianske back beskriver i sit fornemme skriv ”The Secret”, kommer han fra yderste kartoffelrække på landet i det fattige, nordøstlige Brasilien, langt fra de moderne storbyer Rio de Janeiro og São Paulo.

Han stod op midt om natten for at hjælpe faren med at sprøjte pesticider på markerne og få grøntsagerne på det lokale marked – og var valgte faren ham frem for broren som dagens bedste hjælper, fik Dani Alves cyklen i skolen og slap dermed for at gå 18 km til og fra skole.

I dag er Dani Alves mangemillionær, går i spraglet tøj (kør en Google-søgning på ham, så vil I se, hvad jeg mener) og kunne for så vidt lige så vel bo på månen, når man sammenligner kontrasterne mellem opvæksten.

Men med sin energi og sin ligefremme facon har brasilianeren været et hit hos fansene i Sevilla, Barcelona og nu i Juventus.

- Som altid vil jeg stå foran spejlet før kampen og afspille den samme film i mit hoved. Skærmen bliver sort, og så husker jeg disse ting. Min betonseng. Duften af våd jord. Min far med kemikalietanken spændt på ryggen. De 18 km på cykel i skole. Det nye spillersæt. Den tomme tørresnor. 'Selvfølgelig ved jeg, hvor Sevilla er'. Hold nu op, jeg kom fra ingenting. Nu er jeg her. Det er uvirkeligt, men jeg er her.

Det er ikke fordi, historien ikke er hørt før. Men det er typer som ham, der holder liv i forbindelsen mellem de her fodboldklubber, der på mange måder har bevæget sig væk fra deres rødder, og de fans, der med rette gerne vil have, at spillerne føler bare lidt for klubben og stadig kan huske, hvor privilegeret man er som fodboldspiller og dette niveau.

Cardiff, 17.55 fredag
Juventus-spillerne er nu begyndt at spille smørklat i midtercirklen. Hele holdet mod tre markspillere. Dani Alves er i midten, og slipper ud ved et boldtab. Han kyler den røde overtrækstrøje på Leonardo Bonucci, der skyder skylden på en anden. Et par minutter senere brysttæmmer Bonucci den ud over kridtstregerne. Han tager modvilligt trøjen, mens Dani Alves griner af ham. 30 sekunder senere ryger Alves ind igen, selvom han forsøger at tørre den af på Juan Cuadrado, men den lille brasilianer tackler sig hurtigt væk fra tjansen med et højtløftet ben på en holdkammerat.

- Det faktum, at vi skal spille mod Real Madrid, gør det til en endnu mere speciel dag for mig. Min statistik mod dem [er god], men det her er ikke Dani Alves mod Real Madrid, det er Juventus mod Real Madrid, sagde Dani Alves på pressemødet en halv time før.

- Vi har ikke vundet det trofæ i snart 20 år, men et hold kan ikke altid have modgang. Lad os håbe, det er denne gang. Vi er ikke bange for Madrids historisk. Vi er sultne og har energi og glæden til at vinde pokalen.

Øvelsen slutter, halvdelen af spillerne får overtrækstrøjer på, og trænerne kalder spillerne sammen. Der ligger en løs bold, Dani Alves lige er nødt til at sparke i mål. Hvad end man spiller Serie 5 eller skal spille Champions League-finale i morgen, skal en løs bold jo ikke bare ligge der og føle sig alene.