Kasper Schmeichel havde stor indflydelse på, at Leicester fredag var med i bowlen til lodtrækningen til Champions Leagues kvartfinaler.
Den danske keeper diskede tirsdag op med en fremragende indsats, da Leicester hjemme sendte Sevilla ud med en 2-0-sejr, hvor han undervejs pillede et straffespark.
På baggrund af den stærke indsats er Kasper Schmeichel netop blevet kåret til Rundens Spiller i Champions League.
Schmeichel var i første omgang nomineret sammen med tre andre spillere men har vundet afstemningen og høster derfor den fornemme hæder.
Leicester-målmanden snuppede 36 procent af stemmerne og vandt foran Atletico Madrids keeper, Jan Oblak, der høstede 31 procent.
Monacos Kylian Mbappe og Juventus' Paulo Dybala, der var de to sidste nominerede fik henholdsvis 18 og 16 procent af stemmerne.