Klopp om Casillas: Flere CL-kampe end hele mit hold
Foto: Getty Images
Champions League

Klopp om Casillas: Flere CL-kampe end hele mit hold

Jürgen Klopp hylder Iker Casillas og glæder sig over kvartfinale-pladsen i Champions League.

Det viste sig at blive en stille og rolig dag på kontoret for Liverpool tirsdag aften, da billetten til kvartfinalerne i Champions League skulle sikres mod FC Porto.

Det første opgør endte 5-0 til englænderne i Portugal, så der var derfor ikke meget at spille om i returopgøret på Anfield, der sluttede 0-0.

Kampens store overskrift endte derfor med at blive gæsternes spanske målmand, Iker Casillas, der spillede sin kamp nummer 167 i Champions League, hvilket er rekord. Kampen kunne dog muligvis også gå hen og blive den tidligere Real Madrid-legendes sidste, da han med al sandsynlighed ikke spiller i Porto efter sommerferien. 

36-årige Casillas fik stående klapsalver af The Kop, da han løb på banen til anden halvleg, og Liverpool-manager Jürgen Klopp var også henne og lykønske målmanden efter det uafgjorte resultat:

- Det var hans 167. Champions League-kamp, ikke sandt? Wow. Jeg er lige ved at tro, at alle mine spillere har spillet færre. Jeg behøver ikke sige, hvor mange år han har spillet, men han vil tydeligvis gerne blive ved, sagde Jürgen Klopp efter kampen med et smil på læben.

Det er første gang siden 2009, at Liverpool kvalificerer sig til kvartfinalerne i Champions League, og tyskeren roser da også sit mandskab for avancementet:

- Jeg tror ikke, at det var givet på forhånd, at vi ville gå videre, så jeg er meget glad. For at være helt ærlig var det en stor udfordring over to kampe. Jeg synes, drengene gjorde det flot. De viste en fantastisk attitude, momenter af rigtig fin fodbold og seriøst forsvarsspil. Nu er vi videre til næste runde.

- Jeg kan ikke føle som dem, der har ventet længe på det her, men det føles godt, det ved jeg. Det er cool at være blandt de sidste otte. Det var på tide, at vi kom tilbage.

- Der er en god udvikling i gang i Liverpool, mens hvis du ikke præsterer i den turnering som Champions League, er der ingen, som bemærker det. Det er et stort skridt, og nu skal vi arbejde videre, fortalte manageren til pressekonferencen efter kampen ifølge klubbens hjemmeside.

Næste opgave for Liverpool er på lørdag. Her tager de en tur til Old Trafford, hvor de skal møde Manchester United.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.