Video : Tipsbladet
Champions League

Kvist: Det var en hård dag

William Kvist er ærgerlig over FC Københavns indsats mod Qarabag.

Det har langt fra været en god start på sæsonen for FC København. Spillet har overhovedet ikke været lige så prangende som i fjor, men de danske mestres drøm om Champions League for andet år i træk lever stadig – i hvert fald på papiret.

I første opgør af den sidste kvalifikationsrunde mod Qarabag måtte FC København tirsdag aften gå fra banen med et nederlag på 1-0.

Målet kom efter en omstilling, hvor et langskud ramte stolpen, og på riposten kunne Mahir Madatov nemt prikke bolden i kassen. Et mål, som William Kvist ærgrer sig meget over.

- Det var en hård dag. Det var en svær udebanekamp, og man ved, at Qarabag er et dygtigere på hjemmebane, og når de kommer foran på den måde, så er det klart, at de er dygtige. Vi skulle passe enormt på de der kontraangreb. Det var noget, vi havde snakket om på forhånd, og det er lidt ærgerligt, at de får scoret på den, siger William Kvist til 3+.

- Jeg synes, vi kommer godt ind i kampen igen og får styret spillet. De stiller sig meget tilbage, og så knækker vi lidt i anden halvleg, hvor de får boldovertaget. Jeg ved ikke, om det er varmen, og der er også kun et par dage mellem kampene, lyder forklaringen fra Kvist.

Selvom det nu ser svært ud for FC København at indløse en billet til det forjættede land, tror William Kvist stadig på, at der kan ske mirakler i returopgøret i Parken næste uge.

- Som jeg har sagt på forhånd, er det et hold, vi har en fifty-fifty chance imod, og ligesom mod Vardar er vi ikke tilfreds med 1-0 på udebane. Vi ville gerne have scoret et mål, siger Kvist.