Ludogorets drillede Real Madrid
Foto: Valentina Petrova/Polfoto
Champions League

Ludogorets drillede Real Madrid

Ludogorets chokstartede mod Real Madrid, der dog fik vendt kampen til en sejr på 2-1.

Onsdag aften var Ludogorets ikke spået mange chancer, da man på hjemmebane tog imod et stjernebesat Real Madrid-mandskab. Spillere som Cristiano Ronaldo, Gareth Bale og Javier Hernandez var at finde fra start hos Real Madrid, men sejren på 2-1 kom ikke i hus uden problemer.

Imod alle odds var det hjemmeholdet, der åbnede scoringen efter bare seks minutters spil. Et hjørnespark blev sendt mod bagerste stolpe, hvor brasilianske Marcelinho pandede bolden i nettet til en chok-føring på 1-0. 

Real Madrid fik muligheden for at svare igen kort efter, da gæsterne fik tilkæmpet sig et straffespark. Fra de 11 meter misbrugte Cristiano Ronaldo dog overraskende, og dermed var Ludogorets fortsat i spidsen. 

Ronaldo fik et nyt forsøg på straffe efter 28 minutters spil, da han blev nedlagt i feltet. Denne gang var portugiseren sikker, og bragte balance i regnskabet. Real Madrid dominerede frem mod pausen, men værterne var ikke uden chancer, og var tæt på at overliste Iker Casillas rundet den halve time. Trods et fornuftigt forsøg fra Javier Hernandez minutter før pausen måtte de to mandskaber dog gå til pause med 1-1 på tavlen. 

Cristiano Ronaldo var tæt på at give Real Madrid et perfekt udgangspunkt få minutter inde i anden halvleg, da han fra spids vinkel sparkede tæt forbi den ene opstander.

Real Madrid pressede på for at komme i spidsen, men havde svært ved for alvor at bryde igennem. Cristiano Ronaldo havde flere gode tilbud, men også i den anden ende var Ludogorets tæt på i flere omgange.

Med et kvarter igen kom Real Madrid dog i spidsen, da et godt indlæg blev serveret til en fri Karim Benzema, der let kunne score fra tæt hold. 

Ludogorets formåede ikke for alvor at true gæsternes føring, og dermed kunne Real Madrid trække det længste strå med en sejr på 2-1.