Video : Tipsbladet
Champions League

Optakt: Napoli - Liverpool

Carlo Ancelottis mandskab står i en ualmindelig vanskelig situation i gruppe C, hvor italienerne helst skal hente tre point hjem onsdag aften mod et af Europas bedste hold, hvis ottendedelsfinalerne skal forblive en realistisk drøm.

Kampfakta:
Tidspunkt: Onsdag kl. 21.00.
Spillested: Stadio San Paolo.
Dommer: Viktor Kassai.
På TV: TV3 Sport.

Holdnyt:
Napoli
Italienerne forbedrede ikke ligefrem chancerne for avancement fra gruppespillet, da man i første spillerunde ikke formåede at score mod Røde Stjerne og derfor måtte nøjes med et enkelt point.

Napoli havde over tre gange så mange vellykkede afleveringer som Røde Stjerne, og ramte også træværket undervejs. Kun FC Barcelona havde mere boldbesiddelse end Napoli i første runde af gruppespillet, men alligevel lykkedes det altså ikke for Carlo Ancelotti at hente sejren på Marakana i Beograd. Pointtabet var selvsagt yderst uhensigtsmæssigt i en gruppe, der også tæller Liverpool og Paris Saint-Germain. 

Dermed er der pres på Napoli, når utroligt formstærke Liverpool onsdag aften kommer til Italien. Jürgen Klopps mandskab er favoritter til at tage de tre point på trods af Napolis hjemmebanefordel.

Napoli har i sommerens løb sagt farvel til Maurizio Sarri og Jorginho, mens Carlo Ancelotti altså er hentet ind. Det har givet en mindre eksperimenterende stil, men til gengæld kan Napolis fans håbe på, at Carlo Ancelottis europæiske rutine kan komme Napoli til gode. Der er trods alt tale om en træner, der har vundet Champions League tre gange. 

I Serie A har Napoli set gode ud, og aktuelt ligger klubben på en andenplads i Serie A. I lørdags mødte Napoli de forsvarende mestre fra Juventus på udebane, og her kom man foran efter ti minutter ved Dries Mertens. Napoli kunne dog ikke dæmme op for Cristiano Ronaldo, der leverede tre assists i 3-1-sejren.

Det er dog kun i 3-0-nederlaget til Sampdoria, at Napoli har set decideret dårlige ud i denne sæson, og i 3-1-sejren over Torino viste de lyseblå sprudlende offensive takter i første halvleg. Lorenzo Insigne har været en af napolitanernes mest fremtrædende spillere hidtil i sæsonen, hvor han har scoret fem mål i Serie A. 

Liverpool

Jürgen Klopps mandskab har fået en fuldstændig flyvende start på denne sæson, hvor klubben skulle frem til syvende spillerunde, før man smed point i Premier League. Daniel Sturridge sørgede dog for, at Liverpool trods alt fik point, da angriberen på smukkeste vis udlignede til sidst i lørdagens kamp mod Chelsea på Stamford Bridge.

Også i Champions League-gruppespillet er Liverpool kommet fornemt fra land, da Paris Saint-Germain blev sendt hjem fra Anfield med et 3-2-nederlag i første spillerunde. Til gengæld blev holdet slået ud af Chelsea i Carabao Cup'en onsdag i sidste uge.

Liverpools præstationer på banen ser bedre ud, end de har gjort i rigtigt mange år. Allerede i sidste sæson overraskede klubben ved at nå Champions League-finalen, og i sommerens transfervindue hentede man store forstærkninger i form af Alisson, Xherdan Shaqiri, Naby Keïta og Fabinho. Det betyder, at klubben har bredden til at præstere både i Premier League og i Champions League. 

I kampen mod Paris Saint-Germain var det især Liverpools tre midtbanefolk, der overbeviste. James Milner, Jordan Henderson og Georginio Wijnaldum pressede konstant fransmændene og havde et imponerende løbepensum. Når man dertil ligger Liverpools giftige fronttrio og defensiven, der på to transfervinduer er blevet forstærket med Virgil van Dijk og Alisson, tegner der sig et billede af et hold, der er utroligt stærkt i alle kæder. 

Dejan Lovren har været ude med en skade, og kommer næppe i spil med Napoli, hvor Joe Gomez igen forventes at spille i midterforsvaret. Derudover er Adam Lallana ude med en mindre skade, mens Alex Oxlade-Chamberlain stadig er langtidsskadet.

Karantæner:
Napoli: Ingen.
Liverpool: Ingen.

Bud på startopstillinger:
Napoli (4-3-3): Ospina - Rui, Koulibaly, Albiol, Hysaj - Allan, Hamsik, Zielinski - Insigne, Mertens, Callejon.
Liverpool (4-3-3): Alisson - Robertson, Gomez, van Dijk, Alexander-Arnold - Keita, Milner, Wijnaldum - Mané, Firmino, Salah.

Profilen:
Mohamed Salah fik sit helt store gennembrud i sidste sæson, hvor egypteren scorede 32 gange i Premier League og ti gange i Champions League. Til gengæld blev VM en skuffelse for Mohamed Salah, som gik ind til slutrunden med en skade.

I denne sæson har Mohamed Salah scoret tre gange i Premier League, men spillet har endnu ikke været i nærheden af sidste sæsons tårnhøje niveau. Det har dog ikke været det store problem for Jürgen Klopp, da resten af holdet har været flyvende. Før eller siden må Mohamed Salah komme op i omdrejninger, og når det sker, vil Liverpool blive endnu sværere at have med at gøre.

Vidste du, at…:
Napoli har aldrig haft noget, der minder om succes i Europas største klubturnering. Da klubben i 1987 vandt sit første mesterskab med en flyvende Diego Maradona og dermed kvalificerede sig til Mesterholdenes Europa Cup sæsonen efter, var italienerne uheldige at trække Real Madrid i første runde. Da Napoli så vandt sit andet mesterskab i 1990, røg klubben i Maradonas sidste sæson ud i anden runde til Spartak Moskva.

Derefter skulle man helt til frem til sæsonen 2011/12 før Napoli igen var at finde i Champions League. Klubben står i denne sæson i sit femte Champions League-gruppespil. De hidtil bedste resultater er to ottendedelsfinaler mod Chelsea og Real Madrid i henholdsvis 2011/12 og 2016/17.

Dom:
Napoli har spillet godt i de seneste kampe, og ligger også fint til i Serie A-tabellen. Carlo Ancelotti er en træner, der typisk har mere succes i Champions League end i de hjemlige ligaer, omend kampen mod Røde Stjerne endte skuffende. 

Problemet for Napoli er, at Liverpool er et af Europas mest formstærke hold. Holdet har selvtillid og er godt organiseret, mens Napoli stadig er ved at vænne sig til en ny træner. Vi tror derfor på en udesejr i kampen på Stadio San Paolo. 2-1 til Liverpool.

Tidligere indbyrdes opgør, form og gruppestilling::