Pochettino før Manchester City: Vi har brug for held
Foto: Getty Images
Champions League

Pochettino før Manchester City: Vi har brug for held

Tottenham-manager erkender, at London-klubben skal bruge held for at avancere over favoritterne fra Manchester City.

Selvom Tottenham vandt med 1-0 i den første kvartfinale, er det ifølge manager Mauricio Pochettino de engelske mestre fra Manchester City, der er favoritter til at gå videre fra Champions League-kvartfinalen, og de hvidblusede skal bruge held for at avancere.

- Det var fantastisk, at vi vandt den første kamp, men opgøret er stadig åbent. Vi har troen, vi vil kæmpe og håbe på en god præstation, men vi vil få brug for held i kampen, siger Pochettino ifølge AFP.

Manchester City-manager Pep Guardiola sparede nogle af profilerne i det første opgør, fordi mestrene fortsat kæmper om fire titler. Pochettino beundrer kollegaen for det, han har opnået, men påpeger, at det også er store klubber, spanieren har stået i spidsen for.

- Det er utroligt, hvad han præsterer, og det viser hans kvalitet, men når man træner Espanyol, Southampton og Tottenham, så er det andre projekter end at træne FC Barcelona, Bayern München og Manchester City, fortsætter den argentinske manager.

Til opgøret må Pochettino se bort fra stjerneangriberen Harry Kane, som forventes ude resten af sæsonen, mens Dele Alli er tvivlsom.