Champions League

Rangers frygter egne fans

Skotske Rangers beder til, at deres fans bliver væk fra kampen mod Malmö onsdag aften.

Da Rangers mødte PSV i Europa League i sidste sæson blev skotske fans anmeldt for at have sunget religiøse hadesange. Sagen blev indberettet til UEFA, der smed en bøde på 80.000 Euro efter klubben og idømte dem en yderligere straf, da klubbens næste udekamp i europæisk sammenhæng skal afvikles uden nogle Rangers-fans på stadion.

Den kamp bliver afviklet onsdag aften mod Malmö FF på Swedbank Stadion i Champions League-kvalifikationen. Svenskerne vandt det første opgør i Skotland, så gæsterne har ryggen mod muren.

Men det er ikke eneste bekymring. Rangers frygter nemlig, at nogle af klubbens fans trods UEFA-dommen alligevel kan finde på at møde op i Malmö for at se kampen.

- Vi beder vores fans om ikke at udsætte klubben for yderligere risiko for straf ved at tage til Malmö, siger klubbens sikkerhedsansvarlige  David Martin til Daily Record.

Hvis Rangers' fans alligevel møder op og har skaffet sig adgang til stadion kan det meget vel tænkes at UEFA vil straffe klubben meget hårdt, hvor endnu større bøder og udelukkelse fra turneringen kan blive et emne.

Savnet af tilskuerne i Sverige tager skotterne som en udfordring

- Vi er vant til at have en meget stærkt opbakning til udekampe, men vi forsøger at klare det alligevel, lyder det fra Rangers-backen Steven Whitaker.