Snyder lokalrivalerne: Arsenal fører kampen om Ceballos
Foto: Getty Images
Champions League

Snyder lokalrivalerne: Arsenal fører kampen om Ceballos

Arsenal fører kampen om Dani Ceballos, hævder den spanske avis, Marca. Ceballos er også blevet sat i forbindelse med Tottenham.

På rygtebasis har Tottenham længe været favoritter til at hente Real Madrids Dani Ceballos foran AC Milan, men nu ser London-klubben ud til at være blevet overhalet af bysbørnene fra Arsenal.

Den spanske avis, Marca, skriver onsdag, at Arsenal fører kampen om Real-midtbanen, som er åben for at forlade den spanske hovedstad.

Unai Emery anser efter sigende den 22-årige spanier for at være den perfekte afløser for Aaron Ramsey, som er skiftet til Juventus denne sommer.

Ifølge mediet er Ceballos endda ikke den eneste spiller, som Arsenal er interesserede i at hente hos La Liga-giganterne. Lucas Vazquéz og Mariano Diáz er således også på Emerys ønskeliste.

Ceballos spillede 34 kampe for Real Madrid i den forgangne sæson, men i blot ni af dem blev det til fuld spilletid.