Stor aften for FCK: Fantommål i overbevisende sejr
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Champions League

Stor aften for FCK: Fantommål i overbevisende sejr

FC København fortsatte tirsdag aften de gode takter i Europa med en 4-0-sejr over Club Brugge. Thomas Delaney stod for en fremragende 2-0-scoring.

FC København leverede tirsdag aften en af klubbens største resultater i europæisk sammenhæng, da Club Brugge blev besejret med 4-0 – den største sejr i Champions League-sammenhæng til et dansk hold. På et berusende kvarter i anden halvleg sørgede Thomas Delaney og Federico Santander for de afgørende scoringer oven på et selvmål fra Club Brugges  forsvarer Stefano Denswil.

På cykelturen mod Parken kunne man høre FCK-musik tordne ud af forbipasserende biler. Foran det store stadion på Østerbro var der masser af liv og FCK-trøjer længe inden kampstart. Nattehimlen blev lyst op af projektørerne inde fra stadion. Og brølet efter den klassiske hymne efterlod heller ingen tvivl: Champions League har været savnet i København, og derfor var kampen mod Club Brugge tirsdag aften imødeset hos aktører og fans af FC København; klubben der definerer sig selv som Skandinaviens største og mest ambitiøse.

Malurt
Eneste malurt i bæreret var et banner på FCK’s fantribune ’Sektion 12’ med påskriften: ”Fyldt stadion fremfor øget profit” – en besked til klubbens ledelse, der havde besluttet, at billetpriserne for folk uden sæsonkort skulle koste mellem 450 og 600 kroner. Kun 25.605 tilskuere var mødt op, hvilket efterlod mere end 10.000 af Parkens sæder tomme.

Stemningen var nu heller ikke elektrisk i begyndelsen, men der var alligevel god opbakning til FC København, der fra første fløjt forsøgte at tage taktstokken i opgøret mod Club Brugge. Manager Ståle Solbakken havde valgt en offensiv startopstilling med Rasmus Falk som overraskelsen blandt de 11 udvalgte, og det angrebsivrige udtryk gav også pote i form af et par dødbolde tæt på Brugge-målet inden for de første ti minutter.

Club Brugge havde en afslutning fra 18 meter efter 11 minutters spil, men kort efter markerede en velspillende Andreas Cornelius sig med et hovedstød, der var tæt på at gå i mål. Som første halvleg skred frem, dominerede FCK mere og mere, og både Federico Santander, Thomas Delaney og Andreas Cornelius havde nærgående hovedstødsforsøg. Men den helt oplagte scoringsmulighed udeblev.

Københavns kaptajn
Til gengæld var det en oplevelse at følge en af de store FCK-profiler i opgøret . Det var igen Thomas Delaney, som om nogen et billede på FC Københavns forvandling i løbet af de senere år.  For to år siden var Delaney henvist til bænken på det FCK-hold, der tabte 0-4 på hjemmebane til Club Brugge i Europa League. Siden da er det gået støt fremad for både midtbanemanden og klubben, der nu har et højere bundniveau og et topniveau med internationalt snit, der kan begå sig på den øverste scene. 

Tidligere på sommeren blev han solgt til Werder Bremen, men skiftet bliver først effektueret til vinter, og det skal de være glade for i København, for som anfører, kulturbærer, bindeled offensivt og defensivt er han en afgørende spiller for klubben. Det viste han igen mod Club Brugge, men mere om dette senere.

For Delaney er symbolet på det FCK-hold, som Ståle Solbakken har bygget i løbet af de seneste tre år. Der har været fejl og udsving undervejs, men i løbet af det seneste år har stabiliteten indfundet sig på et højt niveau med 2016 som ét langt klimaks. Det er tålmodighedens triumf, for andre steder havde hverken Solbakken eller Delaney måske fået lige så lang snor. I FC København har man bevaret troen på Ståle Solbakkens opbygning af et nyt storhold, og det høster man frugterne af i disse uger, hvor Champions League-hymnen atter skyller ud af højtalerne i den arena, der i folkemunde altså stadig bare hedder Parken.

Når man tænker på, at Club Brugge har højere seedning, større historie og stærkere økonomi end FC København, er det paradoksalt at tænke på, at FC København i store perioder af kampen var så overlegne. Flere gange kunne hjemmeholdet bygge spillet langsomt op med mange pasninger, mens Club Brugge blev trykket længere og længere bagud. Man sad imidlertid stadig og ventede på det dybe nyrestød i form af en genial aflevering eller en nærgående afslutning.

Belgiske gaver
Derfor var det måske ikke så underligt, at der skulle et selvmål til at åbne scoringen i Parken. Efter 54 minutters spil sendte en velspillende Peter Ankersen en flad bold ind fra højre side, og selvom den var ufarlig, gled Club Brugge-spilleren Stefano Denswil ind i kuglens bane og prikkede læderet ind i nettet bag en sagesløs Ludovic Butelle. Det første Champions League-mål på dansk grund i tre år var en realitet.

Det var en gave til FC København, der ennda var lige ved at gengælde gestussen, da Mathias ’Zanka’ leverede en skønhedsplet på en ellers stærk kamp ved først at bolden og derefter forsøge at begå frispark i en farlig Brugge-situation, der kunne have endt med en udligning.

Sådan gik det ikke, for kastanjerne blev reddet ud af ilden, og i stedet fik FC København en ny mulighed serveret på et sølvfad i den anden ende af banen, da kampens skotske dommere efter længere konferering dømte straffespark til hjemmeholdet. Ludwig Augustinsson misbrugte dog fodboldspillets største chance med et svagt spark fra 11-meter-pletten. Spændingen og dramaet var intakt med en halv time tilbage af kampen.

Og så er vi tilbage ved Thomas Delaney. Netop som man fornemmede, at Club Brugge kunne udnytte den mavepuster, som det brændte straffespark kunne være for FCK, slog Thomas Delaney til. Med et dunderbrag af en halvflugter fra distancen, kanonerede FCK-anføreren verdens bedste legetøj helt op i højre målhjørne til øredøvende jubel på tribunerne. Manden har scoret mange vigtige mål for FCK, men sådan en scoring kan der skrives sange om. ’Kongen af København’ bliver savnet, når han tager til Tyskland til vinter.

Den slags bekymringer var der dog ikke tid til at dvæle ved, for kort efter Delaneys tordentræffer knaldede Federico Santander kuglen i kassen efter et hjørnespark, så FCK-føringen nu var på svimlende 3-0. I Champions League-gruppespillet, mine damer og herrer.

Tålmodighedens triumf
Mens FC Købenahvn fortsatte med at angribe Club Brugge-målet var det helt forståeligt, at tilskuerne i Parken skrålede Ståle Solbakkens navn i en hyldestvise, for triumfen mod Club Brugge er i den grad hans værk efter tre års opbygning af et stærkt FC København.

To år efter 0-4-nedturen hjemme mod Club Brugge, har Solbakken og kompagni nu sat kronen på værket i den lange genopbygning af FC Købenahvn som en fodboldklub af international karat, som kan begå sig i Champions League. Og så var det en perfekt symbiose, at belgierne nu blev besejret med de samme cifre, da Mathias 'Zanka' Jørgensen gjorde det til 4-0 i kampens sidste minut.

Det var punktum på en imponerende bedrift, og det er et tegn på, at tålmodighed betaler sig. Og et tegn på, at FC København mener det alvorligt i denne sæsons udgave af Europas fineste klubturnering.